Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 21. juli 2022
Domkirkepladsen i Ribe danner rammen for hovedscenen under Ribe Jazzfestival 2022 fra fredag den 29.juli til søndag den 31.juli 2022. Det betyder at dele af pladsen er spærret for trafik.
Afspærringerne bliver som følger:
Fredag den 29.juli kl. 10.00 – 23.00.
Lørdag den 30.juli kl. 10.00 – 23.00.
Søndag den 31.juli kl. 10.00 – 17.00
Pladsen er spærret ved det gamle rådhus. Dog sådan at biler kan passere Dagmarsgade/Sønderportsgade.
Grønnegade er spærret ved Torvets Isbar & Bøffen. Biler ledes via omkørsel til Præstegade og derfra videre via Grydergade/Skolegade eller Nygade. Endelig er pladsen spærret ved Kannikegården.
Efter to års corona-dvale er også Ribe Jazzfestival tilbage i den kendte udgave med et sandt overflødighedshorn af koncerter med masser af jazzmusik i forskellige stilarter og udførelser, så der er noget for enhver smag.
Domkirkepladsen med den store scene bliver igen krumtappen for mange af de musikalske udfoldelser. Her i hjertet af Ribe kan man høre og opleve mange timers musik fordelt over hele weekenden, og er man til jazz i mere intime rammer, er der også rig mulighed for det på byens hyggelige spillesteder, hvor der kan høres masser af god live-jazz. Det hele finder sted inden for gåafstand.
Med andre ord byder Ribe Jazzfestival 2022 på et righoldigt tætpakket musikprogram med optræden af diverse bands og kunstnere. Både de mere landskendte og etablerede jazznavne og de unge talenter i svøb fra lokalområdet. En del af festivalens dna er således at give MGK-elever fra Esbjerg Kulturskole, samt studerende fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg mulighed for at vise sig frem. I år får de som noget nyt lov at boltre sig på den store scene på domkirkepladsen. Det sker lørdag ind mellem de øvrige koncerter.
Hvor og hvornår koncerterne finder sted samt nærmere præsentation af de enkelte bands og orkestre, kan man se på www.ribejazz.dk og på Facebook (JazzinRibe). Her finder man også de praktiske oplysninger om blandt andet billetkøb.