Tekst: Peter Holm Lindgaard
Foto: Rene Jørgensen
Dato: 10.08.2023
Årets jazzfestival løb rundt.
Vi kan se frem til at der igen kommer jazz i hele byen.
”Vi har endnu ikke gjort regnskabet endeligt op, men økonomien hænger sammen og ser ud til at være tilstrækkelig til, at vi igen kan afholde jazzfestival i 2024,” lyder det glade budskab fra formanden for Jazz‘in Ribe og Ribe Jazzfestival, Jakob Jakobsen. Årets jazzfestival – den 22. af slagsen – havde godt vejr, måske lige på nær søndag. Selv med de lunefulde udsving fra oven, mødte et talstærkt publikum trofast op til samtlige koncerter. Arrangørerne skønner, at mellem et til to tusinde deltagere deltog i festlighederne – en pæn opbakning, hvilket måske ikke er så overraskende. Et flot og modigt program – denne gang spækket med kendte, men også nye og mindre kendte navne og musikere. Stor applaus til arrangørerne. Blandt højdepunkterne var sangeren Sinne Eeg og hendes trofaste følgesvend pianisten Jacob Christoffersen, der stod for et par udsolgte koncerter på Termansens i Sønderportstræde.
Termansens er en vigtig motor for jazzfestivalen. Det skyldes ikke bare, at spillestedet løbende står for en lang række koncerter med jazz- og rytmisk musik. Termansens har udvidet sine aktiviteter med et studie, hvor musikerne indspiller nye albums, hvormed de får kontakt til et større publikum – typisk via de streamede musiktjenester, DR, P8 Jazz osv. Den slags trækker flere af de større navne til byen. Byens big band må man heller ikke glemme. Ribe Big Band er en bidragsyder til jazzmiljøet, der med koncerter året rundt sørger for, at der løbende bliver doseret behagelige mængder af jazz- og ballader ud til det lokale publikum. På den måde er jazzfestivalen med årene kommet til at klæde Ribe – men Ribe klæder bestemt også festivalen.
De populære koncerter på Domkirkepladsen fanger både de voksne, men også de yngstes opmærksomhed (en del møder op med børnene). Koncerterne skaber god stemning og hyggelig atmosfære i restauranter, hoteller, baggårde, men f.eks. også i Kannikkegården og på bryggeriet Ribe Bryghus. Økonomien er selvfølgelig afgørende, så derfor er der fokus på omfanget af koncerter på Domkirkepladsen, hvor der ikke opkræves entré. ”De senere år har man givet publikum mulighed for at støtte koncerterne med frivillige donationer på Mobilepay. I år gik vi en ny vej, fortæller Jakob Jakobsen – vi lod uforpligtende hatten gå rundt ved bordene, og langt de fleste kvitterede med en skilling. Noget, der er med til at lette trykket i forhold til honoreringen af de optrædende.”
Jazz’in Ribe er drevet af frivillige – ”og dem kunne vi godt bruge flere af!” oplyser formanden. Lige nu er assistancen ved de mange arrangementer udfordret af, at det er en lille flok ildsjæle, der skal nå rundt og hjælpe. Den slags kan mærkes. Så her skal der lyde en opfordring til de, der brænder for sagen: man kan henvende sig til Jakob Jakobsen eller via foreningens hjemmeside www.ribejazz.dk, hvis man er nysgerrig og vil vide mere. Der er brug for flere hænder, for der er heldigvis mange, der allerede går rundt og glæder sig til at næste omgang Ribe Jazzfestival kommer på plakaten.
Det er i øvrigt vigtigt at nævne de hovedsponsorer, der bidrager til koncerterne, der afholdes på den store scene: Hotel Dagmar, Stenbohus, Dash og Weis Stue.