Tekst & Foto Johnny Tauman
4. september 2020
I Ribe Fritidscenter løber en flok unge mænd og træner håndbold under Jan ”Smonny” Larsens ledelse. – Ja, vi er mellem 12 og 14 til træning, lyder det fra den kompetente træner, da RYK IND RIBE har sat ham stævne på en bænk på Skibbroen med kik til Ribehallen, hvor det hele startede for mange, mange år siden.
Satser på oprykning
Målet er, at Ribe Håndbold Klub i løbet af de næste år igen skal have herrehold i divisionerne, men vejen er lang.
– RHK måtte trække sit hold i Jyllandsserien og blev derfor tvangsdegraderet til Herre Serie 2.
Herfra rykkede holdet op i forrige sæson, fortæller Jan, der gerne ser to oprykninger i den kommende sæson: – Fra Herre Serie 1 til Jyllandsserien ved juletid – og fra Jyllandsserien til 3. division engang i foråret 2021.
Arbejder med spillerne
Men Jan kender også spillet – og lige pludselig kan spillerne fra Ribe Håndbold Klub stå ansigt til ansigt med et hold, som bare ikke kan besejres. Det kan være ældre spillere, en etableret klubs 3. hold, hvor første holds spillere får spilletid etc.
Jan ”Smonny” Larsen trænede sidst for 3 år siden i Odense – og er vant til at arbejde med spillere. Han vil gerne være sekunderet af en holdleder, som kan ordne de praktiske ting, selvom det er begrænset, hvilken service, der er til spillere i Serie 1.
Stærkt klubmiljø
– Det har været skønt at komme i gang igen i min barndomsklub, hvor tidligere spillere og forældre yder en stor indsats for klubmiljøet, siger en tilfreds træner, som har et fortrinligt samarbejde med træner Lars Jytszler omkring U17 og U19. – Det drejer sig om at pleje og udvikle fødekæden, som en gang skal give et 2. division hold med hjemmebane i Ribe Fritidscenter.
Ribe HK må gerne komme på landkortet som et håndboldmekka placeret mellem Esbjerg og Tønder.
Spillerne er amatører
Og træningen med herreholdet begrænser sig til to gange om ugen: – De er jo amatører, konstaterer træneren, som med sin viden og erfaring sagtens kunne gøre gavn i Ribe-Esbjerg HH. Spillerne kommer bla. fra Ribe, Bramming og Darum.