Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, torsdag den 8. januar 2026

Da lærer og musiker Jens Drewsen fra Mejlby i oktober gik sammen med Lise Frederiksen, cafe Quedens, for at lave en musikalsk ”jam aften på dansk” i cafe Quedens, blev det en bragende succes.

Ikke færre end 20 musikere var mødt op for at give deres bidrag med, og cafeen var fyldt til absolut sidste plads – selv trappen måtte tages i brug – og der var en fantastisk stemning hele aftenen.

Nu laver Jens og Lise igen en aften med titlen ”Jam på dansk”.

– At vi tager ordet dansk med skyldes, at mange mennesker forbinder ordet Jam med noget engelsk. Men vi skal vise, at vi også kan lave en jam på dansk folkemusik, som er ved at få en renæssance ikke mindst blandt unge mennesker, siger Jens Drewsen.

Selv lægger han ikke skjul på, at han altid har misundt musikkulturen i mange pubs i Skotland, Wales og til dels England, hvor folkemusik og – sang er en naturlig og integreret del af konceptet.

– Folk kommer og jammer, nogen synger en sang, én fortæller måske en historie, alt imens, der snakkes og drikkes en pint. De, der har lyst, lytter til musikken, andre hygger bare med musikken som kulisse, men det hele foregår uformelt og mere eller mindre tilfældigt, siger Jens Drewsen.

Han har selv tilbragt nogle måneder i Wales, og han har lavet dansk jam på Tønderfestivalen i et par år.

– Det, jeg kunne forestille mig på Quedens, er dansk jam, hvor den danske folkemusik, som jeg brænder for, er i front, men hvor der også er plads til en god svensk eller engelsk vise, ligesom der er plads til en god, lokal historie eller anekdote, fortæller Jens Drewsen.

Selv er Jens Drewsen medlem af fem folkemusikgrupper, og de får helt klart alle en invitation til at deltage i det kommende arrangement. Og ved arrangementet under kulturnatten kom der musikere fra Århus og Svendborg.

Arrangementet holdes torsdag den 22. januar fra klokken 19 til 21.