Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, lørdag den 11. december
En af de mest legendariske jagthytter på Ribe-egnen, Skyd forbi, på Hillerup engevej, nedbrændte lørdag morgen tidligt.
Jagthytten blev bygget først i 50’erne og er ejet af et konsortium, og hytten har i tidens løb været rammen om adskillige gode jagter og selskaber.
Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev alarmeret ved 7-tiden lørdag morgen, og da brandvæsnet nåede frem, var hytten stort set nedbrændt. Der stod kun et par enkelte røgsværtede mure tilbage, og det var nødvendigt at vælte den ene, da der var frygt for, at den skulle vælte ukontrolleret.
Det lykkedes brandvæsnet at få tre gasflasker ud af de brændende ruiner, inden de eksploderede, og i løbet af en times tid var branden helt slukket.
Politiets teknikere skal nu prøve at finde frem til brandårsagen. Hytten ligger meget ensomt helt ude ved diget, og der var på intet tidspunkt fare for, at ilden skulle brede sig.










































































