Tekst & Foto Johnny Tauman
26. januar 2020
Svigerfaderen, der har arbejdet inden for Statsbanerne, er ved at blive dement – men det er nu ikke det, der bekymrer byens og kommunens storentreprenør, der samtidig er politiker og sidder for bordenden som formand i socialudvalget.
”Næh, det er såmen ønsket om at opføre et Føtex på den grund, hvor svigerforældrene bor, der er problemet”, fortæller Aksel Iversen til RYK IND RIBE, da han sprudlende løfter lidt af indholdet i dilettantstykket ”Jagten på de grås guld”. Endnu engang vil Aksel spille hovedrollen, når KVIK 70´s venner i et jubilæumsspil både vil optræde i Roager og i Spandet.

“Jeg vil bygge et Føtex, koste hvad det vil!”
Selvom generalprøven først er torsdag d. 5. marts kl. 19:00 i Roager Medborgerhus, så øver de 8 skuespillere allerede to gange om ugen – torsdag og søndag. ”Det er nu ikke, fordi jeg er den bedste, at jeg har hovedrollen”, siger Aksel med et glimt i øjet og tilføjer: ”Men jeg er pokkers god til at huske alle replikkerne.”

Fra torsdagens øveaften (privatfoto)
Der er 8 personer på rollelisten – bla. et postbud, en rocker, en hjemmehjælper og en prostitueret.
Stykket består af 3 akter – og der er i alt tale om 7 sceneskift. Der kræver meget af deltagerne, sufflørerne og hjælperne. Og igen i år vil man forsøge sig med at krydre stykket med elektroniske lydeffekter.

Og når det gælder Storentreprenørens demente svigerfar, er der ingen nåde – FØTEX kommer først.
”Det er et meget morsomt stykke med mange overraskelser,” lyder det fra Storentreprenøren, der lige kommer i tanke om, at der også deltager en ”frelserpige” – og at det vil være replikker, som ligger lige ”under bæltestedet”. ”Men det er ikke nær så slemt, som i spillet fra 2019”, beroliger Aksel, der roser forfatter Knud Erik Meyer Ibsens evne til at fange publikum.
Glæder sig at optræde i Spandet
Lene Puggaard fortæller til RYK IND RIBE, at programmet ser således ud – og gør opmærksom på, at alle også glæder sig til at komme på scenen i Spandet Forsamlingshus, selvom det vil give ekstra arbejde med at flytte rekvisitter etc.
Uden at røbe for meget, så vil der være “penge under bordet” – og rigeligt at se til for Ekstra Bladets journalist.
Torsdag d. 5. marts
Kl. 19:00 i Roager Medborgerhus
Der kan købes kaffe og brød.
Kun Entré: Voksne 50 kr / børn 20 kr.
Fredag d. 6. marts
Kl. 19:30 i Roager Medborgerhus
Kl. 18:00 Entré med spisning: Voksne 150 kr / børn 90 kr.
Der serveres flæskesteg med tilbehør.
Kun Entre kl 19:30: Voksne 50 kr / børn 20 kr.
Lørdag d. 7. marts
Kl. 18:00 i Spandet Forsamlingshus
Kl. 18:00 Entré med spisning: Voksne 150 kr / børn 90 kr.
Der serveres flæskesteg med tilbehør.
Kun Entre kl 19:30: Voksne 50 kr / børn 20 kr.
Ønsker du at opleve: ”Jagten på de grås guld”, så kan billetter til spisningen bestilles hos Lene Puggaard på mobil 5136 2552 SENEST 27. februar









































































