Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 3. juni
Råger er et stadigt og tilbagevendende problem i Ribe, hvor store kolonier af Råger larmer og sviner adskillige steder.
Men jagten på den sorte fugl er gået ind, og i skrivende stund kan kommunen oplyse, at der er skudt 150 unger og tre voksne fugle. Desuden er nogle æg oversprøjtet med et stof, der gør, at de ikke kan ruges ud.
Det er specielt udpegede jægere, der sørger for nedskydningen af fuglene, og i teknisk forvaltning oplyser man, at jagten på Rågerne fortsat er i gang.
Oplysningerne blev givet på det møde, Lokalråd Ribe Midt havde med politikere og embedsmænd fra udvalget for teknik og byggeri onsdag eftermiddag.
Medlem af Lokalråd Ribe Midt, Willi Weber, fortæller, at lokalrådet tidligere har rejst problemet med de mange Råger overfor forvaltningen, og på onsdagens møde efterlyste lokalrådet en status over bestræbelserne på at udrydde de store fugle.
– Vi mener ikke, at det er nok, det der er gjort indtil nu, men vi hæfter os også ved, at man ikke er færdig med jagten, siger Willi Weber.









































































