Tekst & Foto: Johnny Tauman
16. maj 2021

Der er forrygende travlt på V. Vedsted Vingård – og de mange gæster benytter mange glas. RYK IND RIBE fanger en ung fyr i færd med at polere glas – og det sker med stor omhyggelighed.

– Det er min anden sæson i Vingården, fortæller 21 årige Jacob Hansen, der er glad for stedets seneste investering – nemlig en opvaskemaskine, som kan vaske hovedparten af glassene. Men de store vinglas må stadig klares i hånden – og det kan godt tage en del tid.

Jacob kommer fra Bramming, hvor han har gået på Nordre Skole – og her tjener han i dag såmænd også en god løn som lærervikar. På spørgsmålet om han skal have en uddannelse som kok, tjener eller lærer, kommer han med en klar udmelding: – Jeg skal være landinspektør!

Og den målrettede fyr skal nok vise både sig selv om omverdenen, at han mener det. – Jeg nyder at arbejde med detaljer – og så er jeg udholdende. Med det sidste hentyder han til, at han har prøvet at arbejde stående i ind til 14 timer på en dag.

Jamen, hvorfor så arbejde på Vingården i V. Vedsted? – Jo, stedets koncept – med økologi og produkternes tilberedning med håndværksmæssige kvaliteter – fascinerer mig.

Fra køkkenet lyder ønsket om en gulvvask – og så skal Poul måske også have hjælp til at producere 250 liter øl. Dagene har et alsidigt program for den kommende landmåler, som hvis det alligevel skulle kikse kunne følge i familiens spor med en læreruddannelse.