Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. januar 2024

(Første artikel af tre)

Musikken har altid fyldt meget i Jacob Dons Christensens liv – og det fornemmer man straks ved besøget i Rønnebærparken, hvor ripenseren bor på fjerde år (i anden omgang).
Stuens vægge er fyldt med musik CD’erne, men det er nu et af de digitale programmer, som Jacob har valgt at spille, mens vi skal have en snak om livet med én arm. – Jeg mistede min venstre arm som 3-årig i forbindelse med en trafikulykke – og frem til i dag som 66-årig har jeg mødt mange udfordringer.

CD´er fylder hele væggen

Men først musikken. – Jeg har vel 2500 musik CD´er, som alle står i alfabetisk orden og er registreret i min database på pc, fortæller Jacob med et kæmpe smil og tilføjer: – De klassiske skal sorteres fra! De naturlige spørgsmål står i kø: Har du lyttet til dem alle og er samlingen komplet? Og hvad med udviklingen og digitale musiske platforme?

– Jeg nyder at skabe komplette lister med digital musik

– Jeg har ikke lyttet til dem alle – og nogle vil jo også på en eller anden måde have flere gengangere – se nu blot den store kasse med hele samlingen af Johnny Cash udgivelser. Og nej – naturligvis er samlingen ikke komplet – jeg finder stadigvæk interessante udgivelser hos iMusic i Aarhus, hvor jeg netop har bestilt en CD-boks med 10cc.

Var discjockey på Alexandra

– Da jeg var noget yngre – ja faktisk en ung flot fyr, så var jeg centrum for en del musik i Ribe, hvor jeg gennem en tiårig periode var discjockey, lyder fra Jacob, der især husker tiden på Discoteque Alexandra ved Postgaarden, men også har minder fra det populære diskotek og musiksted Carousellen og Tulipanfesten med Bamses Venner.  – Der blev spillet højt – og dengang tænkte vi jo ikke videre på høreværn. Som følge heraf lider Jacob i dag af tinnitus.

Seks favoritgrupper

Når det er sagt, så har Jacob skabt sig nogle store musikfiler på sin PC. – Jeg har vel 61 samlinger med udvalgt mix og 60, hvor der kun er én kunstner, konstaterer musikelskeren, der da også lige skal præsentere sit sidste scoop for RYK IND RIBEs medarbejder. – Mine favoritgrupper er Gordon Lightfoot, Home Free, Rubettes, Manfred Man´s Earth Band, Fleetwood Mac og Def Leppard.

En bror og to søstre

Jacob blev født i Ribe i 1958 som fjerde barn i biskopfamilien Dons Christensen. Min far Henrik nød sit job i Ribe Stift og var glad for at bo i Bispegården i Korsbrødregade sammen med min mor Elisabeth, der var uddannet fysioterapeut. – Der var desuden min storebror Povl og søstrene Kirsten og Anne. Familien havde ung pige i huset.

Voldsom trafikulykke

Lørdag d. 14. oktober 1961 blev skæbnesvanger for især Jacob, da han sammen med en del af sin familie og to af familiens venner blev involveret i en trafikulykke syd for Agerskov på vej mod Als. Sammenstødet med den tværgående bil blev voldsomt – og Jacob, der som de andre børn på bagsædet og bag i stationcaren ikke var spændt fast, blev slynget ud af bilen og landede i grøften. Han havde mistet venstre arm og brækket begge lårben.
RYK IND RIBE har haft mulighed for at læse Henrik Dons Christensens dagbog om uheldet og tiden derefter skrevet med blyant – og senere digitaliseret af Jacob selv.

(Næste artikel bringes mandag)