Tekst: Renè Jørgensen foto: privat
28. april 2022.

Jacob A. Riis og national identitet

På tirsdag den 3. maj kl 19.30 giver Flemming Just sin tolkning af den rolle national identitet spillede for Jacob A. Riis.

Historien om hans opvækst i Ribe og hans banebrydende skildring af de fattiges levevilkår gennem tekst og ikke mindst billeder er kendt af mange. Dette foredrag vil gå mere i dybden med, hvad det var for et samfund, han kom til.

Den voldsomme indvandring og urbanisering forandrede på få årtier USA fundamentalt og skabte store sociale og etniske konflikter. Kravet om stop for immigration og fuld assimilering som amerikanske borgere vandt mere og mere frem.

Som indvandrer var Riis selv en del af de store forandringer, som han beskriver i sin berømte erindringsbog The Making of an American. Han brændte for at være med til at udvikle Amerika og blev betegnet som den ideelle amerikanske borger. Men han rummede også en dobbelt identitet, hvor det danske efterhånden spillede en større rolle. Foredraget vil derfor også drøfte national identitet og give Riis’ syn på indvandring og assimilering og i sidste ende Riis’ svar på det krav, som hans nære ven, præsident Theodore Roosevelt, stillede: Man kan kun elske ét flag. Historien om Jacob A. Riis er dermed et prisme, som giver indsigt i det amerikanske samfunds mange skillelinjer både dengang og nu.

Måske også lidt vores egen selvopfattelse af, hvad det vil sige at være dansker.

Foredraget er gratis for medlemmer af Antikvarisk Selskab. Ellers kan man bidrage med 50 kr. ved indgangen, fortæller Hans Beksgaard i en pressemeddelelse.

Foredraget holdes på Museet Ribes Vikinger