Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 4. maj 2026

Samtidig med, at børnehaven Jacob A. Riis fylder 75 år, kan det konstateres, at børnehaven har det godt med en fin økonomi og ikke er lukningstruet, som der en overgang gik rygter om.

Rygtet opstod, fordi det forlød, at kommunen vil sænke tilskuddene til de private børnehaver betragteligt. Men sagen er, at børnehaven rent faktisk ved en fejl havde fået et for stort tilskud på 1,2 millioner kroner, og det var den for store udbetaling, der skulle reguleres.

– Vi har fået en fin ordning med kommunen, så det for meget udbetalte beløb skal afvikles over to år, fortæller børnehavens leder, Edith Ravnborg Nissen, der i øvrigt går på pension 1. juli.

Edith Ravnborg Nissen fortæller, at beløbes kun kan udlignes over personalelønninger.

– Men det sker udelukkende ved naturlig, understreger Edith Ravnborg Nissen.

Børnehaven er nomineret til 66 børn, og lederen er bekendt med, at rygterne om den truende lukning har fået forældre til otte børn til at melde deres børn ind i andre institutioner.

Børnehaven har p.t. 55 børn, og det skyldes, at man har sagt farvel til flere førskolebørn, der nu er begyndt i skolerne. Hen over sommerferien ventes det, at der igen bliver fuldt hus.

Edith Ravnborg Nissen erkender også, at den gamle bygning i Klostergade er dyr i vedligeholdelse.

– Siden jeg kom til i 2018, har vi brugt tre millioner på at renovere bygningen, men nu er den også gennemrenoveret, men i gamle bygninger opstår der hele tiden nye ting, der skal klares. Vi har overvejet at sælge bygningen eller etablere en fond, der kunne stå for den, men det er vi gået fra igen, fortæller Edith Ravnborg Nissen.