Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 10. september

Hvis Esbjerg Byråd frigiver den ene million kroner, der er afsat til renovering af Jacob A. Riis Børnehave i Klostergade, er børnene sikret tag over hovedet mens håndværkerne arbejder i deres nuværende bygning.

Jacob A. Riis Børnehave har fået tilbudt at overtage institutionen Fuglereden, der står tom og som er lige til at rykke ind i. Og det vil børnene og personalet gøre, når håndværkerne forhåbentligt rykker ind i bygningen i Klostergade. Fuglereden ligger ved Mosevej på Nørremarken.

– Det er et helt fantastisk tilbud, vi har fået af kommunen, siger lederen af Jacob A. Riis Børnehave, Edith Ravnborg Nissen.

Forudsætningen for, at renoveringen kan startes er, at byrådet bevilger den million kroner, der er sat af, og alt tyder på, at det sker den 17. september.

– Og hvis det bliver sådan, kan vi starte byggeriet den 1. november, fortæller Edith Ravnborg Nissen.

Som tidligere skrevet her på rykindribe.dk, er det en omfattende renovering af den gamle børnehave, der skal gennemføres. Den million kroner, der er afsat nu, rækker til ombygning af 1. og 2. sal.

På 2. sal havde den tidligere leder en lejlighed, og den laves om til personalerum og lokale til forberedelse.

På 1. sal laves der et værksted, hvor børnene kan arbejde med de forskellige ting uden hele tiden at skulle rydde det til side for at spise frokost eller for at rydde det frem næste dag.