Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 24. september 2025

Den islandske forfatter og billedkunstner Hallgrímur Helgason gæster Ribe på tirsdag den 30. september kl. 19 i seminarieHusets Fællessal.

Arrangementet er et samarbejde mellem LæseSelskabet i Ribe og Esbjerg Kommunes Biblioteker.

Hallgrímur Helgason vil tale om sine værker og sit forfatterskab, hvilket sikkert ikke bliver kedeligt. Hans forfatterskab sprudler nemlig af fortælleglæde. Hvad enten man allerede kender hans bøger eller blot har lyst til at stifte bekendtskab med et farverigt, fandenivoldsk og tankevækkende forfatterskab, der kombinerer humor, samfundssatire og menneskelig indsigt, er vi sikre på, der venter os en spændende og inspirerende aften.

Hallgrímur vil fokusere på sine mest kendte romaner: Stormland, Lejemorderens guide til et smukt hjem, Kvinden ved 1000 grader, Søsyg i München samt Tres kilo solskin og Tres kilo kæberaslere.

Hvad er historierne bag disse bøger, og hvad betyder de for forfatterens liv?

Kun en af romanerne er autobiografisk. Krævede det en anden indsats at skrive den roman?

Hallgrímur Helgason vil desuden tale om sit forhold til sit moderland og den imponerende litterære islandske tradition. Hallgrímur er i øvrigt tre gange blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Det koster 100,- kroner at deltage, og billetter købes via biblioteksappen eller på bibliotekets hjemmeside under “Det sker”.  (Det foregår på dansk.)

https://www.esbjergbibliotek.dk/ribe-bibliotek/arrangementer/voksne/mod-hallgrimur-helgason