Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 5. oktober
For et par år siden dukkede irsk-canadiske Irish Myten op på Tønderfestival og blæste publikum omkuld.
Mandag aften gæstede hun Ribe, og hun havde i salen på Ribe Katedralskole igen fat i publikum fra første færd.
Hun er en af de store singer-songwriter, og hun kan noget med både tekster, stemme og guitar.
Ene på scenen spænder hun vidt, og hun udnytter sin stemme fuldt ud. Den kan være grov som det groveste sandpapir, og den kan være blød som den blødeste kattepote, og den kan svinge mellem yderpunkterne på sekunder.
Ind i mellem de forskellige sange fortæller Irish Myten anekdoter og historier fra bl.a. eget liv, og det hele går op i en højere enhed, der giver en fantastisk stemning.
Det er Musikforeningen Quedens, der sammen med tre andre spillesteder i Danmark, har fået Irish Myten til Danmark og denne betagende by, som hun sagde.









































































