Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 5. august
En investering på 1,6 millioner kroner, der tjener sig selv hjem over fem år, er en økonomisk god investering.
Og det er netop, hvad Ribe Fritidscenter har foretaget. For de mange penge har fritidscenteret fået nye ledlys over alt i selve centeret samt i den gamle Ribehal og Dans Hostel, der er en del af Ribe Fritidscenter.
Og ikke nok med, at det er en god investering og led i den grønne omstilling, idet centeret vil spare betragtelige beløb på lysregningen fremover. Det giver også en række andre fordele, hvor centerets medarbejdere fremover kan graduere lyset alt efter behov.
– Når vi f.eks. kører med fuldt blus, kan TV sagtens sende direkte fra hallen, men systemet er indrettet sådan, at vi kan skrue ned og op for lysmængden alt efter behovet. Desuden er lyset indrettet i fire zoner, så vi kan også variere lysmængden fra zone til zone. F.eks. kan vi, når vi har Kandis på besøg og serverer mad, havde meget lys på maden men ikke så meget lys på bordene, forklarer centerleder Jørgen Th. Jepsen, der sammen med det øvrige personale er i fuld gang med at forberede sæsonen.
Den byder i øvrigt på fire håndboldkampe på topniveau, idet Ribe-Esbjerg HH spiller tre turneringskampe samt en pokalkamp i Ribe Fritidscenter.










































































