JydskeVestkysten har afsløret et interessant personsammenfald, der rejser det principielle spørgsmål: kan en person sidde i en forenings øverste ledelse, der skal varetage naturens interesser samtidig med, at vedkommende sidder som leder af et selskab, der i den grad er med til at ødelægge naturen?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at JydskeVestkysten har afsløret, at tidligere folketingsmand Lars Barfoed er formand for bestyrelsen for Energinet, der vil opføre en stribe meget høje og brede højspændingsmaster fra Holstebro til Nibøl. Samme Barfoed er valgt ind i repræsentantskabet for Danmarks Naturfredningsforening, der er foreningens højeste myndighed efter generalforsamlingen.

Ved den lejlighed er Barfoed citeret for at sige, at Danmark i høj grad har brug for en forening, der varetager naturens interesser.

Den omstridte højspændingsledning vil komme til at gå bl.a. gennem det følsomme naturområde ved Ribe Østerå, og alle steder vil ledningen uvægerligt påvirke naturen og formentligt også nedsætte ejendomsværdien for de ejendomme, ledningen passerer tæt forbi.

Selv ser Lars Barfoed og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, ifølge JydskeVestkysten ikke noget problem i, at Barfoed er med begge steder.

Anderledes ser det ud i Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, hvor Henrik Præstholm, Ribe, er næstformand.

Han er meget skeptisk overfor Barfoeds dobbeltrolle og mener ifølge JydskeVestkysten, at den kræver en god forklaring.

Henrik Præstholm siger i øvrigt til avisen, at den pågældende højspændingsledning bør lægges i jorden, og hvis ikke det kan lade sig gøre på hele strækningen, bør der rejses så få master som overhovedet muligt.

Ifølge Energinet er det mellem to og tre gange så dyt at putte kablerne i jorden fremfor at trække luftledninger. I projektet er der kalkuleret med, at det af hensyn til naturen kan blive nødvendigt at lægge kablet i jorden over nogle strækninger samlet set varende til omkring 10 procent af den samlede længde på 170 km.