Tekst og fotos: Hans Jørgensen.

Mandag d. 14, maj.

– Hvis alle blot var som Ahmed, så var det ingen sag. Men det er alle desværre ikke.

Sådan sammenfattede integrationsminister Inger Støjberg (V) indtrykkene fra en times ophold på Ribe Camping mandag middag.

Ikke alene fik ministeren set en veldreven og velordnet campingplads, men hun fik også set, hvordan integration kan lykkes. Og det var netop formålet med besøget.

Som led i den almindelige integrationsdebat havde folketingsmedlem Carl Holst (V) valgt at invitere integrationsminister Inger Støjberg til Ribe og efterfølgende til integrationshuset og jobcentret i Esbjerg.

– For, som Carl Holst sagde, er det vigtigt i debatten også at få de gode eksempler på integration med.

-Det er jo et spørgsmål, om flygtninge ikke er parate til arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan sproget, eller om flygtninge lærer sproget, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, siger Carl Holst.

Og i samarbejde med det lokale byrådsmedlem Anders Rohr Jørgensen (V) var besøget på campingpladsen kommet i stand.

Historien på Ribe Camping drejer sig om 19-årige Ahmed Nehad, der kom til Danmark fra Tyrkiet som flygtning. Han havde sin storebror i Danmark, men de sidste tre måneder under flugten og indtil ankomsten til Danmark, havde han ikke kontakt med storebroderen, fordi Ahmeds mobiltelefon var tabt. Først da han kom til Sandholmlejren, fik han kontakt med broderen.

Ahmed kom til Ribe, fordi han har bekendte i Esbjerg, og hans store mål er at blive maskinmester.

Gennem Jobcenter Esbjerg har Ahmed fået arbejde på Ribe Camping, hvor han er faldet rigtig godt til. Selv siger han, at han er glad for arbejdet, og værtsparret, Anne Sehested Hansen og Jonas Grønbech Sørensen, er ubetinget glade for Ahmed. Så glade, at de gerne vil beholde ham.

Men Ahmed har andre planer. Han vil tage danskprøven, selv om han nu taler rigtig godt dansk. Han vil tage forberedende kursus og senere på maskinmesterskolen. Indtil han kan komme det, arbejder han 37 timer ugentlig på campingpladsen samt hjælper til som tjener i en restauration, når der er behov for det.

– Og jeg er meget glad for mit arbejde. Jeg har lige købt en Ford Focus. Det er fantastisk, siger Ahmed, der laver alt forefaldende på campingpladsen.

For Anne Sehedsted Hansen gælder det om, at man ikke udnytter Ahmed som arbejdskraft. Derfor arbejder han også sine 37 timer ugentligt med faste fridage, når han har weekendvagt.

På campingpladsen er der i øvrigt tre udlændinge ansat i forvejen. En fra Burma og to fra Polen.

– Det giver os nogle input og positive udfordringer, fortæller Anne Sehedsted Hansen.

Hun er i øvrigt begejstre for Jobcenteret i Esbjerg, der har gjort et stort arbejde for at få Ahmed i job via den lokale jobkonsulent Peder Tørnqvist.

Og kontorchef i Jobcenteret, Mai-Britt Schmidt Pedersen er lige så begejstret: – Med hensyn til integration gælder det om både at satse på uddannelse og job. Vi skal stå på begge ben.

Noget Ahmed er helt enig i, og som integrationsminister Inge Støjberg kan tilslutte sig.

Det store spørgsmål er blot, hvordan man får alle flygtninge til at være som Ahmed.

Her pegede Ahmed på, at mennesker tænker forskelligt og har forskellige meninger om tilværelsen.

Og det irriterer ham, når hans venner ikke gider lave noget.