Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 18. febr.
Der er ikke umiddelbart planer om at sætte videokameraer op ved cykelstaldene på Ribe Banegård. Og om der nogen sinde kommer sådanne kameraer er uvist.
Det oplyses hos DSB, der ejer Ribe Banegård. Vi skrev forleden fejlagtigt, at det er Bane Danmark, der ejer stationen, men sagen er, at bygningerne tilhører DSB mens Bane Danmark ejer selve skinneanlægget.
Baggrunden for spørgsmålet til DSB om videoovervågning af cykelstaldene var et forslag fra en af RYK IND RIBEs læsere, som selv har fået stjålet en cykel fra banegården. Vedkommende mener, at en videoovervågning dels vil virke forebyggende og dels hjælpe politiet i opklaringsarbejdet af cykeltyverier.
Hos DSB er man i gang med at opsætte videokameraer på en række stationer, og arbejdet sker i prioriteret rækkefølge, hvor de stationer, der har størst problemer, kommer i første række.
I DSB henvises der i øvrigt til, at det ikke er DSB men Arriva, der betjener banegården i Ribe.










































































