Tekst & Foto Johnny Tauman
24. juli 2019
Kjeld har besluttet sig for at besøge Ingeborg – så derfor tager han turen op til den gamle Redningsstation, hvor Ingeborg passer souvenirbutikken, som er åben i sommermånederne. Vi er på Mandø.
Kjeld – som bærer efternavnet Hermansen – er for nylig blevet 81.
Kjeld er ikke længere så mobil som tidligere, men gåturen fra hjemmet på Mandø Byvej til Redningsstationen forløber nu let i godt selskab med sin hund.
To herlige mennesker i en Redningsstation
RYK IND RIBE har mødt de to herlige mennesker – siddende på to hvide plaststole ventende på kunder i butikken, som ejes af Mandø Museum. Redningsstationen var aktiv i perioden 1912 til 1961. Historisk er der noteret deltagelse i en større redningsaktion ved fiskekutter Valborg af Fanøs forlis i 1920, hvor 2 mand blev reddet. Derudover nogle mindre aktioner.

Der sælges souvenirs i alle mulige former
Ingeborg har endnu ansvar for salget
Ingeborg Jørgensen kender om nogen livet på Mandø – og har også oplevet, hvordan Mandøbørnene, som gik på V. Vedsted Skole, måtte blive på fastlandet og overnatte hos læreren eller ved kammerater, når vandtiderne ikke passede til kørsel på Mandø Ebbevej – eller når der kom ekstreme højvande forbi. Hun har ansvaret for salget i Redningsstationen – et job, som synger på sidste vers.
Kampen mod østers
Kjeld er en spændende personlighed – med mange historier og fortællinger – og ikke mindst holdninger, der er skarpe som en ny hvæsset kniv. ”Jeg er frustreret over, at myndighederne (Miljø- og Fødevarestyrelsen) ikke lytter, når jeg og andre fortæller, at det står helt galt til med den voldsomme vækst af østers.”
Kjeld beskriver, hvordan østersmængden er til fare for såvel fugle og fisk, da ynglepladserne bliver mindre og mindre. ”Den invasive art Stillehavsøsters ødelægger området for millioner af fisk, mens man bare lader stå til – DER SKER INGENTING!” Vadehavet har ændret karakter – bunden er blød og antallet af sandorm er vigende”.

“Det unikke Vadehav er ved at gå til, mens alle bare står og ser på”, mener Kjeld Hermansen
Månesyge
Søger du på navnet Kjeld Hermansen på nettet, så kommer der flere interessante links frem. Fx historien om Månesyge.
”Hvis det begynder med hårdt vejr to dage før fuldmåne, så er det helt tosset. Så kan jeg sådan set ligeså godt lægge mig inde på sofaen. Jeg kan sgu ikke sove igennem,” udtaler Mandøbeboeren til DR – og fortsætter: “Det er sejt herovre. Det er naturen, der vinder. Hver gang du regner med, at ”den har jeg klaret” – “ha!”, siger naturen bare, “du har ikke klaret en skid”. Den skal du have så stor en respekt for. Det blæser op, og der kommer masser af vand, også selvom det ikke tyder på det, og så kan du godt blive snydt.” (Kilde: DR 5. oktober 2017).
Ikke ægte Mandøbo
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Kjeld Hermansen føler sig som Mandøbo, men han er ikke født på øen. Se det gør en forskel. ”Min familie stammer fra Mandø”, fortæller Kjeld, der blot 7 dage efter sin fødsel kom til øen for første gang. Han har desuden gået nogle år i Mandø Skole.
Har gammel Zetor
Hvad siger du til de mange bilister, som skal hjælpes på Låningsvejen?
”Vi har her på Mandø – jeg tror i mere end 15 år – råbt højt om en bedre orientering – evt. med lyssignal; men det er kun, når der ER sket et uheld, at pressen vågner op,” fremfører Kjeld og fortsætter: ”Jeg har hentet mange i land med min traktor, som kan køre med en vanddybde på 1,20 m. Det er nemlig en gammel Zetor.”
Kører GOLF fra 1990
Når snakken kommer på Låningsvejen, så tjekker Kjeld altid selv tidevandstabellen, men pointerer også: ”Vi er mange, der ikke kan bruge computere og dermed søge på nettet – så vi savner den telefonservice, som er blevet lukket ned ift. vandstanden.”
Kjeld kører stadig selv til fastlandet: ”Når jeg skal over, så tager jeg min gamle GOLF fra 1990”.

Åbningstiden er forbi – flagene skal på plads, inden der kan lukkes ned
Ingeborg nyder kaffen, mens snakken går
Ingeborg lytter tålmodigt – hun har sikkert historierne mange gange. Når kaffen er nydt – og kassen gjort op, så tager hun hjem til sin bopæl på Æ Towt.
Læs om Kjeld og Månesygen:
https://www.dr.dk/levnu/krop/i-nat-sover-kjeld-ad-pommern-til
Læs om Kjeld og Kæmpeøsters:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/kaempeoesters-kvaser-livet-ud-af-vadehavet