Tekst & Foto: Johnny Tauman
3. november 2021
– Det er særdeles vigtigt og påkrævende, at der bliver ryddet op i den mangelfulde tilstand i den danske del af Vadehavet, når talen er på markering og sikring af sejlruter, fortæller Anders Rohr Jørgensen efter en samtale med skipper Jakob Fulton Jensen. Mange års laden stå til betyder, at der faktisk er uforsvarligt at invitere skibe ind i Vadehavet, idet de risikerer at gå få grund.

Skipper Jakob Jensen har for nylig været inde i Vadehavet med Fulton
Fulton-skipperen vil gerne samarbejde
I sidste uge lå Fulton for anker ved Ribe Yderhavn – og her kunne skipperen konstatere, at markeringen ved Keldsand ikke kan holde sig flydende, når selv en begrænset strøm fører vandet frem og tilbage mellem Ebbe og Flod. – Flydeevnen skal forbedres, og så skal den obligatoriske topmarkering påsættes, forklarer Jakob Fulton Jensen, der gerne indgår i et samarbejde med at opgradere sømarkeringerne i Vadehavet, hvor han kan komme frem med Fulton og sine matroser.

– Jeg glæder mig til, at der kommer ordnede forhold, siger Anders Rohr Jørgensen
Skibe skal være i tydelige sejlruter
Anders Rohr Jørgensen ser frem til, at opgaven overtages af de fire kommuner, som grænser op til Vadehavet, idet opgaven jo ikke løses tilfredsstillende af Nationalpark Vadehavet. – Det er vigtigt, at alle flydende tønder og de fastmonterede stager er på plads hele året, og det kan Mandøpigen måske være med til at løse sammen med Fulton, lyder det fra Anders, der med et skævt smil konstaterer: – Det er muligt, at flere interesseorganisationer er imod sejlads i Vadehavet, men med tydelige sejlruter, så ved man da, hvor man har skibene, frem for de forvilder sig ind på lavt vand og kommer til at sidde fast. Han ser, at Mandøpigen har muligheden for at løse opgaven med tilsyn og vedligehold.
Ingen skal lokkes i en fælde
Lokale sejlere erkender, at hvis det bliver bare lidt værre, end det er i dag, så vil det være uforsvarligt at sejle i Vadehavet, som jo SKAL være kortlagt. – Vi kan godt drømme om et øget turismesamarbejde, som betyder, at der kan modtages ind til 20 skibe på størrelse med Fulton i Ribe Yderhavn, fortæller Anders og fortsætter: – Men ingen skal lokkes i en fælde.

Kortet viser centrale områder for sejlads i Vadehavet
Fulton har brug for 3 meter vand
Ribe Bådcenter har i 1994 udgivet et kort i samarbejde med Kort- og Matrikelstyrelsen, hvor alle tønder og stager – og ikke mindst vanddybder er angivet. – Jeg skulle naturligvis tænke mig godt om, da jeg skulle ind til Ribe Yderhavn med Fulton, sagde skipper Jakob, da RYK IND RIBE mødte ham i samtale med Anders Rohr Jørgensen. – Fulton stikker godt 2,85 m, så det vil være rart at have 3 meter vand – og det er især på barren syd for Fanø, der skal sejles før eller ved højvande.
Masser af vand
Ved Ribe Yderhavn er der masser af vand – mens vanddybden til Ribe Kammersluse er 2,20 m ved almindelig højvande. Vandstanden i Ribe Vesterå frem til Skibbroen er 1,20 m. Det betyder, at de hollandske vadehavsskibe, der kun stikker 0,8 til 1,0 meter kunne nå frem til Skibbroen, men som anført skal infrastrukturen i søterritoriet først på plads.

Anders Rohr Jørgensen i snak med skipperen på vej ud på en mindre tur med Børn & Familieudvalget
Mellem Esbjerg og Fanø
Under snakken på Fulton kom der et underfundigt spørgsmål: – Nu bygger Esbjerg jo en rigtig flot havn til lysbåde, men hvor kan bådejerne egentlig sejle hen? Svaret blæser i vinden, og måske er der hjælp at hente i den gamle sang Mellem Esbjerg og Fanø?
Fakta
Det har hidtil været Nationalparken / Vagerlauget, der har haft ansvar for, at afmærkningen i Vadehavet er i orden.
Vadehavet er en dynamisk størrelse, hvorfor det vil være nødvendigt at kontrollere de flydende tønder og stager ca. hver 3. uge året rundt.