Tekst: Hasse Jørgensen. Foto: Keld Nauntoft/Kongehuset, Ratzeburg.
Et usædvanligt og fantastisk samarbejde har de senere år udviklet sig mellem Amalienborg, Ribe Domkirke, St. Petri Kirke og Rådhuset i Ribes venskabsby Ratzeburg.
Central i dette samarbejde står domprovst Jens Torkild Bak. For flere år siden formidlede han en fin restaurering af det 200 år gamle antependium (alterforhæng) i St. Petri Kirke, som er Ratzeburgs sognekirke. Antependiet var skænket af den danske konge Frederik den 6., efter at han i oktober 1816 var blevet hyldet som hertug af Lauenborg i kirken. En titel, der i øvrigt hang ved det danske monarki til og med den nuværende regents far, Frederik den 9. Midlerne til restaureringen af det historiske antependium blev velvilligt doneret af Ribefirmaet Hudevad Radiators A/S.
Dronning Margrethe fulgte med interesse denne restaurering, som foregik hos Selskabet for Kirkelig Kunst i København. Da Dronningen efterfølgende fra Ratzeburg blev spurgt, om hun ville lave et udkast til et antependium til ophængning på kirkens prædikestol, sagde hun ja. Hun valgte at relatere motivet til beretningen om Jesu samtale med apostlen Peter, hvor han forudsiger, at Peter tre gange, inden hanen galer, vil benægte sit kendskab til Jesus.
Augustinusfonden finansierede udførelsen af kunstværket, som blev syet hos Selskabet for Kirkelig Kunst. Dronning Margrethe blev naturligvis inviteret til indvielse og ophængning i St. Petri Kirke pinsedag, men meddelte, at hun ikke kunne komme. I stedet inviterede hun i april en delegation fra Ratzeburg samt Jens Torkild Bak til højtidelig overdragelse på Amalienborg Slot. Denne sammenkomst blev historisk stor for ratzeburgerne, som begejstret har berettet om mødet med Dronningen.
Pinsedag blev der flaget med små Dannebrogsflag overalt på Ratzeburgs torv, og festgudstjenesten i St. Petri Kirke blev både festlig og højtidelig. Den smukke silkehane på det mørkerøde klæde passede fint til kirkens farver. I sin prædiken fremhævede Jens Torkild Bak nye vinkler på Peters svigt og senere oprejsning.
Repræsentanter for Venskabsbyforeningen i Ribe var også inviteret til festgudstjenesten, og ved den efterfølgende reception overrakte formand Ruth Christensen pastor Martin Behrens og borgmester Rainer Voss kunsthilsener fra Ribe Kunstmuseum.










































































