Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, onsdag den 11. oktober 2023

Inden årets udgang er det efter planerne bestemt, hvor og hvor mange områder med solceller, vindmøller eller begge dele, der skal placeres rundt om i Esbjerg Kommune.

Esbjerg Kommune har fået 27 konkrete ansøgninger fordelt på forskellige områder i kommunen om placering af solceller, vindmøller eller en kombination af begge dele. Det fortæller formanden for klima- og miljøudvalget, Jørgen Ahlquist (S).

– De 27 ansøgninger er flere, end vi behøver for at opfylde de måltal, der gælder for  kommunen, siger Jørgen Ahlquist.

Beslutningen om, hvor de kommende områder for ”energiparker” skal være, kommer til politisk behandling i løbet af efteråret og vinteren, og Jørgen Ahlquist regner med, at processen kan være så langt fremme, at økonomiudvalg og byråd inden årsskiftet kan tage den endelige beslutning.

Det er by- og planudvalget og klima- og miljøudvalget, der i samarbejde skal kigge på mulige placeringer af de kommende ”energiparker” og komme med en indstilling til økonomiudvalg og byråd, der har den endelige afgørelse..

– Og efter planerne vil udvalgene fredag den 27. oktober tage stilling til mulige placeringer og antallet og sende en indstilling til økonomiudvalg og byråd, der skal træffe den endelige afgørelse, fortæller Jørgen Ahlquist, der ikke vil kommentere de enkelte ansøgninger, så længe de ikke er politisk behandlede.

Esbjerg Kommune har tidligere haft den holdning, at man ikke vil have solceller i kommunen og at vindmøller skal placeres i havet. Men udviklingen på energiområdet og ikke mindst i Ukraine har fået byrådet til at revidere synspunkterne. Som formanden for by- og planudvalget, Henning Ravn (V) tidligere har sagt til Ryk Ind Ribe, er kommunen nødt til at anvise områder til disse ”energiparker”, for ellers gør staten det.