Tekst Hasse Jørgensen, privatfoto, torsdag den 27. marts 2025

Trods den unge alder, 28 år, er det en erfaren herre, der nu kommer til at stå for den daglige drift, når Peking House i Ribe genåbner som familierestauration.

Andreas Bossen har arbejdet i restaurationsbranchen og studeret siden han som 13-årig kom til Danmark, og det er ham og moderen, Yohong Bossen, der overtager Peking House i Ribe og forventer at åbne stedet midt i maj. I forvejen driver de to Mr. Fish i Ribe og Esbjerg.

Tanken er, at Peking House skal genåbnes stort set efter det koncept, den tidligere ejer, Tien Pham, havde for stedet. Det vil sige med kinesisk buffet med alle de populære retter, der fandtes den gang plus lidt nyt.

Andreas Bossen fortæller, at man har køkkenpersonalet på plads, men at man mangler serveringspersonale, og det er primært unge mennesker, som har lysten og energien, som Andreas Bossen udtrykker det.

Hvem skal drive Peking House i det daglige?

– Det bliver mig. Vi har jo sushi-forretningen Mr. Fish i Saltgade. Den er der godt styr på, så her behøver jeg ikke være hele tiden. Så jeg må løbe frem og tilbage, men i starten er jeg nok mest i Peking House, fortæller Andreas Bossen.

Yohong startede Mr. Fish I Haderslev, senere kom turen til Ribe, og foreløbig sidste skud på stammen er Mr. Fish i Esbjerg.

– Så min mor kan også hurtigt komme og hjælpe, lyder det med et smil fra Andreas.

Hvorfor kastede i jer over Peking House?

– Vi har længe talt om at prøve noget nyt, og nu kom chancen.

– Peking House er kendt af alle i Ribe og omegn, og det var et meget populært sted, da der var åbent.

Andreas Bossen har tidligere arbejdet i Højer Cafeteria, læst på Fyn og arbejdet i restaurationer her, bl.a. i Asia og Peking House i Svendborg. Han har også arbejdet hos moderen i Mr. Fish i Haderslev.

– Så inden for sushi har jeg næsten fem års erfaring, fortæller Andreas, der glæder sig til sammen med moderen at åbne den nye forretning. Også Keld papfar og Yohungs mand, Keld Bossen, er involveret i familiefirmaet. Det er ham, der står for regnskaberne.