Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 11. december.
Imponerende!
Det er ganske enkelt det ord, der dækker bedst over den præstation, tre unge kvinder fra Ribe for tredje gang har lavet i Ribe. De tre, Emma Saustrup Olesen, Marie Pahuus og Signe Thyssen, stod for tredje gang bag et bankospil på Stenbohus til fordel for beboerne på Margrethegården. Og har de to foregående gange været succeser, var tredje gang det ikke mindre. Ikke færre end 13.500 kroner blev samlet ind til beboerne på Margrethegården, og det er tæt på en fordobling af resultatet fra sidste år.
Pengene bliver nu givet til Margrethegården, der bestemmer, hvad de skal bruges til. Første gang var det til en stor gallafest, og anden gang var det til en frokost i det grønne.
De tre piger havde formået at samle rigtig mange og gode gaver ind til bankospillet, og man må sige, at de handlende i Ribe og omegn og erhvervslivet i det hele taget ikke har været karrige med at give gaver. Vi kan således i flæng nævne et gavekort på 1200 kr., et ur, tæpper, tørklæder, en times bowling med plankebøf for fire personer, masser af vin, chokolade og meget mere.
Som noget nyt var der auktion over fem lykkeposer, og der var tale om virkeligt gode poser. Indholdet blev nemlig beskrevet, før poserne blev sat til salg, så alle var klare over, hvad de bød på. Og budlysten var stor. De fem poser indbragte over 4000 kroner.
Knapt 150 mennesker havde fundet vej til Stenbohus denne aften, og det betød, at alle pladser var fuldt og helt optaget. Ofte skrives der, at der var fuldt hus til et arrangement, og så kunne der måske godt lige presses et par stykker mere ind. Men ikke denne aften på byens spillested. Når deltagerne selv måtte finde ølkasser, som de stillede op i et hjørne for at have et sted til spillepladerne, så er der fuldt hus.
Gæsterne var i alle aldersklasser, og blandt de, der nød aftenen, var Else og Thomas fra Ribe.
De var kommet mere end to timer før spillet startede for at få en god plads. Ventetiden blev fordrevet med det gode, gamle kortspil, 500 rommy, og tillad mig at nævne, at Else vandt.
Parret har været til banko også de to foregående gange, og de kommer også næste år. Som Else sagde: – Det er fantastisk hyggeligt, og næste år kommer vi allerede om formiddagen. Det er en god måde at være sammen på, og når vi så har fri i morgen, er det alle tiders.
Og der bliver banko også næste år. Det lovede Signe Thyssen i hvert tilfælde, da hun takkede både gæsterne og de mange sponsorer, der hver på deres måde havde medvirket til en fantastisk aften med en stemning, der var helt i top.
Et imponerende forarbejde blev kronet med en fantastisk aften.

Når man har plastbrikker med indbygget metal til at lægge på pladerne og et magnetisk håndtag til at samle brikkerne op med, så er man proff.














































































