Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 24. marts 2023
Ingen personer kom noget til, men en lejlighed blev en del sodskadet, da der fredag formiddag udbrød ild i køkkenet i en af Ribe Boligforenings boligblokke på Hans Jakobsvej.
Lejlighedens beboere kom hurtigt ud og fik alarmeret Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe. Med hjælp af et par røgdykkere og et HT-rør blev ilden hurtigt bekæmpet. Der blev samtidig sat ventilator i gang, som kunne blæse røgen ud fra selve opgangen.
Det blev ikke nødvendigt at evakuere nogle af ejendommens beboere.