Tekst og foto: Renè Jørgensen
23. februar 2020.

Ikke alle børn får flere pædagoger eller mere voksentid.

Regeringen, SF og Enhedslisten har svært ved at få armene ned over de 500 millioner, der er givet til minimumsnormering – et begreb skabt til lejligheden.

Forældrebevægelsen ”Hvor er der en voksen?” er mere pessimistisk. Det er der god grund til. Glæden blandt flere af de lokale politikere var stor, da regeringen og støttepartier kunne præsentere en aftale.
Esbjerg Kommune får 9,9 millioner kroner til at øge antallet af det pædagogiske personale i vuggestuerne og børnehaverne. Men skal alle børn ikke have lige vilkår? Svaret burde jo være: jo selvfølgelig!

Men virkeligheden er en helt anden. De tilførte ressourcer rammer ikke privatinstitutioner – og private pasningsordninger er heller ikke omfattet. Så alle børn får ikke samme normering.

Hvad der virker endnu mere mærkeligt i forliget er, at den kommunale dagpleje heller ikke er omfattet.
Her må man ellers forvente, at det er slut med fem børn i den enkelte dagpleje. Måske vil normeringen se således ud: tre børn pr. voksen i vuggestue, mens der er fire børn pr. dagplejer i dagplejen. Det kan blive rigtig dyrt for kommunen. Så om de lokale politikere kan få armene op, må vi se.

RYK IND RIBE vil prøve at belyse, hvilke konsekvenser det får for børnene i Ribe og flere artikler er på vej.

Vi har stillet en række spørgsmål til Børn og Familieudvalget – adresseret til udvalgsformand Diana Mose (F) – om hvordan Esbjerg Kommune vil fordele pengene og kriterierne.

Flere pædagoger, medhjælpere og pædagogiske assistenter skal vel også have forberedelsestid – hvordan tages der højde for det? når der samtidig skal være flere hænder ved børnene.

Vil sygdom blandt personalet kræve en højere vikarkonto?

Institutionerne skal have nye normeringer. Er det i hele åbningstiden? Ja spørgsmålene er mange, og det er dem vi vil forsøge at belyse.

Der skal være mere tid til leg og læring, trøst og omsorg, så det må formodes, at ved budgetforhandlingerne for 2021 vil der være en del omfordelinger. Den kommunale dagpleje skal tilgodeses med større økonomisk råderum, hvis der skal mere tid til det enkelte barn.

Regeringen og dens støttepartier tænker slet ikke på de private pasningsformer, så der er ikke lige vilkår for alle børn, da flere forældre vælger den kommunale dagpleje fra og får børnene passet i de private pasningsordninger.
Ribe er et godt eksempel herpå, og flere private frygter da heller ikke uligheden, for de ved, de kan ”levere pasningen”. Det er jo derfor forældrene vælger dem til, og en række kommunale dagplejere ønsker at være private. Både den kommunale dagpleje og private gør det godt, men ”spillereglerne” bør være ens.

Vi vil se på, om kommunen slækker på kravene i deres tilsyn af private pasningsordninger og institutioner, som kompensation for ”de manglende” hænder.

Følg og deltag i debatten på vores debatside.