Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 26. oktober

Corona-krisen har indflydelse på mange ting, og mange arrangementer og aktiviteter er blevet eller bliver aflyst på grund af de seneste stramninger, der er kommet fra regeringen.

En af de aktiviteter, det går hårdt ud over, er Idræt om Dagen, hvor Ribe Gymnastik forening har set sig nødsaget til helt at aflyse aktiviteten og starte forfra, når restriktionerne bliver lempet.

Det fortæller formanden for gymnastikforeningen, Niels Bojsen Kjær, i et brev til de omkring 175 medlemmer, der er tilmeldt Idræt om Dagen.

I brevet hedder det: ”Vi må desværre aflyse al træning for Idræt om dagen på grund af det nye forsamlingsforbud på max 10 mennesker.

Forbuddet er gældende de næste 4 uger, og det er meget usikkert, hvornår det bliver ændret. Derfor kan vi ikke for nuværende sige, hvornår vi kan komme igang igen med Idræt om dagen.

Det er grunden til, at vi har besluttet, at I alle får jeres penge tilbageført. Samtidig er vi nødt til at slette alle tilmeldinger på hold og ventelister.

Når vi igen sikkert kan starte op med Idræt om dagen og samtidigt overholde alle anbefalinger og regler, vil vi sende besked ud. Sandsynligvis skal man tilmelde og betale igen, men det må vi tage når den tid kommer.”