Tekst & Foto: Johnny Tauman
3. april 2023
– Jeg har været fast kunde hos Duran i ikke mindre end tolv år, fortæller tidligere gårdejer og byrådsmedlem Hans Peter Christensen, da han har sat sig i stolen hos O&D FRISØR på Seminarievej over for Kvicklys hovedindgang. Og snakken går lystigt mellem frisør og kunde kun forstyrret af den sagte lyd fra saksen.
Det var lidt af en tilfældighed, at 60 årige Duran Kizil fik sin frisørsalon i Ribe. Han fortæller, at han blev anbefalet Ribe med en positiv fortælling om, at her var der brug for en herrefrisør uden tidsbestilling. Vi er tilbage i 2011 – og lige siden har Duran Kizil taget køreturen i bil fra sin bopæl i Aabenraa fem gange om ugen.
Stammer fra Corum – bor i Aabenraa
– Jeg er blevet udlært frisør i Aabenraa, lyder det fra Duran, som oprindelig stammer fra Corum, der er beliggende i det nordlige Tyrkiet. Han har fire børn, hvoraf Orhan på 28 år er ansat som frisør i O&D – han er uddannet i Esbjerg.
Fingrene kan mærkes efter en lang dag
Der kan godt være perioder, hvor der er plads til at tage sig et lille hvil, men som Duran siger: – Vi er jo her for at arbejde, så det stresser ikke, selvom alle stole er optaget – og den ene klipning til 200,00 kr følger den anden. Hvordan har dine fingre det efter en dag fra 9:30-17:00? – Det kan da godt snurre lidt og så kan der være små smerter, men så kan vi jo se hen til lørdag kl. 13:00. Herfra holder vi nemlig fri til tirsdag morgen kl. 09:30. For øvrigt åbner butikken en halv time før om lørdagen – nemlig 09:00.
- Min søn klipper mig GRATIS…
- Det er håret, der er i centrum….
Hvem klipper dit hår – og hvordan sætter du din strittende frisure? Duran smiler skævt: – Det er min søn, der klipper mig – og det positive er: DET ER GRATIS. Når snakken kommer ind på den strittende frisure, så bliver Duran lidt tavs, men løfter dog sløret: – Jeg bruger voks. Men som du sikkert kan se, så er der ikke mange produkter til salg i vores butik. Vi er skarpe til at klippe, men at sælge voks dur vi ikke til.
Flere tilbud og bolsjer
Det er også muligt uden tidsbestilling at få trimmet og klippet skæg, øjenbryn.
Efter betaling med mobil Pay eller kontanter, så er der en lille skål målrettet ”slikmunde”. – Og her kan såvel børn som voksne tage et bolsje, inden de igen som nyklippede bevæger sig ud i byen.