Tekst & Foto Johnny Tauman
26. januar 2020
(2. del)

”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” siger en smilende kvinde i Sct. Peders værksted, da RYK IND RIBE er kommet på besøg. Hun er travlt beskæftiget med sirligt at lægge det nyvaskede arbejdstøj sammen og stable tøjet, så det er klar til brug.

Siri elsker sit arbejde – og hun er rigtig god til at arbejde systematisk med gentagelser

Siri arbejder med godt humør

”Jeg hedder faktisk Siri – som den elektroniske stemme hos Apple – og det kan da nogle gange være lidt træls,” siger Siri, som jo først har fået ”problemet” som voksen. Som barn var Siri jo bare en pige 🙂

Bodil fra Gredstedbro er ferm til at overlocke

Har travlt med overlockning

I det arbejdende værksted arbejdede desuden Conni og Bodil – sidstnævnte havde svært ved at holde pause til en snak, da hun producerede stofstykker til grydelapper med overlockning på den elektriske symaskine.

Der er 167 gram hvedekerner i “målebægeret” – hverken mere eller mindre.

Risposer uden ris

Conni var i gang med at producere ”risposer” til smertelindring i mini udgaver – og her kunne hun løfte en ”hemmelighed”. Dagens kerner var ikke ris, men hvedekerner. ”Jeg skal være meget omhyggelig, når jeg vejer – det skal bruges 167 gram – hverken mere eller mindre!” Og hertil kunne Bodil så supplere med oplysningen om, at hvedekernerne købes i grovvarebutikken i Gredstedbro, hvor hun kommer fra.

Der et bredt udvalg af varer – både trævarer og …

.. forskellige klæder mm

Et godt læringsmiljø

I butikken findes varer produceret på værkstedet eller i nogle af Esbjerg Kommunes andre tilbud.
Der er tilknyttet to socialpædagoger til gruppen – Corrie Wassenaar og Else Sørensen begge tilknyttet Jobaktiv. Målet er at skabe et læringsmiljø, hvor medarbejderne kan udvikle kompetencer og derved få mulighed for en karriere inden for området.  Siri var blevet færdig med tøjet – og næste opgave var mærkning af varer – og det skete med stor nøjagtighed.

Lystestagerne er eftertragtede – det samme gælder …

puder, tæpper etc.

Unikke håndlavede produkter

”Der arbejdes for altid at have et bredt varesortiment med unikke og håndlavede produkter med fokus på kvalitet og *upcycling*”, lyder det samstemmende – og så kan man endog få foretaget små reparationer eller lavet specialvarer efter ønske og bestilling.

Conni har talent for salg

Talent som sælger

Da besøget er ved at være færdigt, viser Conni, at hun også har flair for at sælge: ”Skal du ikke lige have en rispose med hjem – fås til priser fra 35,-/45,- til 95,-.

Tak til Sct, Peder – Butik & Café

RYK IND RIBE siger tak for et positivt samarbejde i forbindelse med de to artikler.

Det særegne skilt fanger opmærksomheden hos mange

*Upcycling* i forståelsen: opkvalificerende genbrug. Det handler om at tilføje ny værdi til en ting, man ellers ville betegne som affald, for eksempel ved at genopfinde det som et nyt eller en del af et nyt produkt