Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, fredag den 19. juni 2026
Der er langt fra den tyske by Walsrode og til Mexico. Og der er langt fra Mexicos næst største by, Guadalajara, til fredelige Ribe. Men ikke desto mindre er det de to spring, Hardy Messersmidt har taget. Det sidste sammen med sin mexicanske kone, Victoria, og parrets to små børn på henholdsvis 2 og 5 år.
Og hvorfor flytte fra Walsrode til Mexico? Det skyldtes kærlighed.
Hvorfor så flytte fra Guadalajara med 9 millioner indbyggere til Ribe?
Det skyldes den sikkerhed, fred og idyl, der er i Ribe, og så at byen havde Royal Run sammen med tulipanfesten.
– Det oplevede min kone, da vi var på besøg hos min gode ven, murermester Marco Peters, og så spurgte hun, om vi ikke skulle flytte til Ribe? Her kunne vi alle, også børnene, færdes i fred og sikkerhed. Det kan man bestemt ikke alle steder i Mexico.
– Vi solgte vores hus i Guadalajara, og nu har vi købt et hus ved Tøndervej mellem Ribe og Hviding. Vi havde et dejligt hus i Mexico men kun med en lille terrasse. I Guadalajara kan du ikke købe et hus med have, for det er ikke til at betale, men her har vi fået have til, som børnene kan tumle sig i, fortæller Hardy, der også har åbnet en tattoo-forretning i Bispegade tæt på hjørnet til Sønderportsgade.
– Jeg er uddannet tatovør i Både Tyskland og Mexico.
Men tilbage til det med starten og kærligheden.
Marco Peters, der har boet i Ribe i mange år, har været ven med Hardy siden barndommen i Walsrode. Og selv om deres veje skiltes, har de to holdt forbindelsen og besøgt hinanden gentagne gange uanset hvor de boede.
Marco er således gud fader til Hardys ældste datter.
– Da jeg boede i Walsrode, var jeg i Mexico til en stor kongres, og her mødte jeg for første gang min senere kone, Victoria. Vi faldt for hinanden, og de første tre år fløj jeg 20 gange til Mexico fra Tyskland for at være sammen med hende. Jeg valgte så at tage skridtet og flytte permanent, fortæller Hardy.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Familien foran klinikken i Bispegade
Hardy taler selv tysk, engelsk og spansk, mens Victoria kun taler spansk. Men hun begynder efter ferien på sprogskole i Ribe, og Hardy er godt i gang med det danske.
– Den ældste datter taler spansk med sin mor, tysk med mig og nu er hun begyndt i Jacob A. Riis børnehave, hvor hun hurtigt er begyndt at lære dansk, fortæller Hardy, der ser frem til en fremtid for ham og familien i Ribe, hvor han vil drive en fleksibel forretning som tatovør.
– Der bliver ikke faste åbningstider. Når kunderne henvender sig, vil jeg være meget fleksibel, siger Hardy Messersmidt.

Hardy og Victoria i Mexico – og i Danmark








































































