Tekst & Foto: Johnny Tauman
2. juni 2021
Den nuværende cykelsti flyttes, så den trækkes væk fra Varde Hovedvej ved Kærbøl Markvej og får et lille sving på begge sider af Kærbøl Markvej. Ombygningen vil berøre cirka 20 meter på begge sider af vejen.
Når cykelstien er ombygget, vil cyklisterne få vigepligt ved Kærbøl Markvej. Trafikanter på Kærbøl Markvej vil derfor kunne køre helt frem til Varde Hovedvej, inden de har vigepligt for trafikken på Varde Hovedvej. Dette giver også bedre oversigt ad Varde Hovedvej for ventende trafikanter.
Trafikale konsekvenser
I anlægsperioden vil tilkørslen til Varde Hovedvej fra Kærbøl Markvej blive spærret for trafik. Trafikken på Varde Hovedvej vil kun i mindre grad blive berørt af ombygningen.
Der vil i korte perioder blive arbejdet tæt på Varde Hovedvej, og hastigheden vil i disse perioder blive nedsat til 50 km/t på hovedvejen.
Arbejdet med at flytte cykelstien går i gang 7. juni og forventes færdigt 30. juni.
Ombygningen er igangsat med aftalen ”Udmøntning af midler til cyklisme fra Aftale om grøn omstilling af vejtransporten af 4. december 2020” indgået mellem regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.