Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 26. februar.
Jeg må så erkende, at i mørke er alle katte grå!
Da jeg mandag aften blev ringet op med besked om, at en stork er landet på 1811’s tag, tænkte jeg: dejligt, så får vi måske igen storke i vores gamle Ribe.
Fluks ud i bilen, og i det tiltagende mørke kunne jeg sagtens se silhuetten af en stork på bemeldte tag.
Lys var der ikke meget af, men det lykkedes at få et nogenlunde brugbart billede som bevis på storkens ankomst.
I løbet af aftenen blev jeg på Facebook gjort opmærksom på, at den stork havde stået der længe.
Ups, hvad var nu det?
Tirsdag morgen, da lyset brød frem, tog jeg igen ind i Sønderportsgade, og ganske rigtigt: storken på taget stod der stadig i nøjagtig samme stilling – og er klart af plastik.
Øv, ingen stork i denne omgang.
Men spørgsmålet er så, om den plastikstork på det tag er særlig køn og særlig god for Ribes omdømme? Ribe har altid været kendt for at være autentisk og sin mangel på falskhed. Men se, det er en helt anden historie!