Tekst og foto: René Jørgensen
18. november 2024
I mere end 13 år har Inge bundet flotte buketter til Røde Kors.
Der er travlhed i butikken onsdag formiddag, da RYK IND RIBE kigger forbi for at høre om de 70 buketter, der skal bindes og deles ud af Røde Kors som en del af deres julehjælp.
Flotte tulipaner i hvid og rød bindes sammen med silkefyr og blåbærris. Disse er typiske julebuketter, der står rigtig fint og længe, især hvis de placeres et koldt sted.
Inge Kjær Pedersen fra My Flowers fortæller, at hun, da hun havde sin butik i Ribe by, tog kontakt til den daværende formand for Røde Kors Ribe, Bent Illum Larsen, og foreslog at inkludere buketter i julepakkerne.
“At hjælpe børnefamilier står mit hjerte nær, og derfor sponserede jeg buketterne, mens jeg havde butikken i Ribe. Siden da har jeg bundet mange buketter som frivillig, hvor materialerne er blevet betalt,” fortæller Inge, mens hun arbejder i butikken.
Der er travlt, for mens buketterne bindes, skal butikkens kunder også betjenes.
“I starten var der vist kun 27 buketter med i julehjælpen, men nu er vi oppe på 70,” tilføjer Inge med et smil.
Torsdag besøger vi DagliBrugsen Gredstedbro, for at se indhold og kurvene laves, som skal ud og glæde de familier der har søgt julehjælp.