Tekst: René Jørgensen
14. november 2024.

Julemarked i Øster Vedsted

I mere end 10 år har der været tradition for at Øster Vedsted Forsamlingshus holder julemarked. I år bliver det søndag den 24. november, fra kl. 10:00 – 14:00.

Interessen for markedet har altid været stor, og ikke færre end 15 udstillere har bestilt en stand, hvorfra der sælges mange forskellige ting – bl.a. dekorationer, gaveartikler, julestrik, papirklip, delikatesser og meget andet.

– Igen i år kan der også købes lodder i vores store tombola med mange fine præmier, fortæller Anne Mette Andersen, formand for forsamlingshuset, hvor bestyrelsen skaber den rigtige julestemning, med gløgg, kaffe, sodavand og æbleskiver.

– Vi har afholdt julemarked i mange år, og det er altid godt besøgt. Der er selvfølgelig gratis entre, lyder det videre fra formanden, der takker de frivillige og de mange erhvervsdrivende der har bidraget med rigtig mange fine gaver til tombolaen. Overskuddet fra dagens marked går til forsamlingshuset.