Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. december 2021

Fjerde juledag – for 40 år siden – mødte en forsagt 25 årig Johannes Madsen op til Juletræsfest i Hviding Forsamlingshus. Det var den lokale – nu nedlagte – Husholdningsforening, som havde udset sig den unge høje fyr til julemand. – De kendte mig fra Bankoudvalget, som jeg var med i fra 1980-99, fortæller Johannes, der havde nok at se til med omkring 60 deltagende børn: – Men dengang var det meget artige børn, kommer det med et smil.

Første gang med lidt tvang

Bodil Jespersen fra Husholdningsforeningen havde nissetøjet samt juleposer med, så Johannes skulle bare sørge for det praktiske d. 28. december 1981 – med lidt tvang, da han mødte op halv syv. Oplevelsen var imidlertid så god, så han fortsatte årene efter. Så vidt Johannes husker, så var det fortrinsvis børn fra Gammel Hviding Sogn, der deltog i festen.

Kun een annonce

Siden har Johannes Madsen haft masser af opgaver som julemand: – Jeg satte en gang en annonce i Ugeavisen, for at få nogle “kunder” – og en gang var faktisk tilstrækkeligt til at fylde “ordrebogen”. Siden er det gået fra mund til mund. – Efter over 30 besøg hos familier Lillejuleaften og Juleaften med transport på over 100 kilometer har det siden fundet et passende leje, forklarer julemanden, der i denne Coronajul har været helt nede på 7 besøg.

Julemanden har måttet reducere antallet af besøg i år – men er klar igen i 2022.

“Negativ” julemand er positiv

Under snakken liver Johannes op – og hans kendte fortællegen med masser af humor kommer omkring mange ting. – ”Negativ” julemand skaber positive oplevelser for børn – jo, selv julemanden har skulle vise Coronapas og ny test i forbindelse med forskellige arrangementer, konstaterer Johannes, der også igen i år måtte se store juletræsfester og markeder blive aflyst. – Jeg var dog glad for at blive vækket på Hotel Dagmar – og senere være med i juleoptoget, siger han til RYK IND RIBE, og når frem til, at det var 34. gang. Kun en gang har han måttet svigte siden 1986.

Børn tror på julemanden

Men tror børnene nu på julemanden i 2022, kunne man friste sig til at spørge Johannes. – Ja, det er faktisk sådan, at der er mange yngre børn, som gerne vil være ven med mig, men også en knægt på 11 år tror fuldt og fast på julemanden. Når jeg møder ham, så er det en oplevelse ud over det sædvanlige.

– Det er altid rart at få en snak med børnene, men det har været på afstand i år, lyder det fra julemanden  (arkivfoto)

Måske til Nuuk?

Nu skal julemandens udstyr så tjekkes efter – og måske til rensning, inden det kommer i depot på “nisseværkstedet” på Granvej. Mon sådan et jubilæum er nok til en medalje hos Dronningen? – Næh, lyder det fra Johannes: – Men måske det kunne blive til et besøg hos julemandens store postkasse i Nuuk. Jeg har kun hørt om den, men aldrig været der.
På grund af Coronasituationen forbigås dagen i stilhed, oplyser julemanden.
Tillykke med jubilæet!