Tekst Hasse Jørgensen, foto Hytor, onsdag den 14. januar 2026

Esbjerg-virksomheden Hytor har som den første indgået et erhvervspartnerskab med nationalparken. Partnerskabet indebærer støtte til konkrete naturprojekter i nationalparken og kommer til at indgå i Hytors grønne regnskab. Nationalpark Vadehavet arbejder på at indgå flere erhvervspartnerskaber – til gavn for vadehavsnaturen

Hytor Group i Esbjerg har som den første virksomhed indgået et erhvervspartnerskab med Nationalpark Vadehavet. Der er tale om et nyt koncept, som gør det muligt for virksomheder at støtte konkrete naturprojekter rundt omkring i Danmarks største nationalpark. Projekterne kan indgå som en del af virksomhedernes grønne regnskab, også kaldet ESG, og det giver samtidig medarbejderne mulighed for at deltage aktivt.

Hytor bidrager til den grønne omstilling i energisektoren på globalt plan ved at levere integrerbare systemløsninger samt specialiseret værktøj og generatorløsninger af høj kvalitet. Virksomhedens værdier bygger på ansvarlighed og ordentlighed over for hinanden, samarbejdspartnere og omgivelser, og for direktør Niels G. Langerhuus ligger et erhvervspartnerskab med Nationalpark Vadehavet helt i tråd med disse værdier.

– Vi er stolte af, at vores produkter bidrager til den grønne omstilling i energisektoren – og dermed er med til at accelerere en mere bæredygtig fremtid for alle. Vores mission er dog ikke kun at bidrage i energisektoren, men også i den lokale natur, der omgiver Esbjerg, siger Niels G. Langerhuus og tilføjer:

– Vi ønsker at være på forkant med den teknologiske og digitale udvikling, og på samme måde vil vi gerne bidrage til optimal beskyttelse og benyttelse af ressourcerne i Nationalpark Vadehavets natur.

– Derfor er vi stolte over at være den første virksomhed, der bakker op om dette unikke koncept, som kan gøre en forskel på flere fronter. Den nye tilgang til partnerskaber mellem virksomhederne og Nationalpark Vadehavet indrammer noget af Esbjergs ånd, som også er en integreret del af Hytors værdisæt, hvor vi gerne vil tage initiativ, udfordre os selv og vores samarbejdspartnere, siger Niels G. Langerhuus.

Nationalparkchef for Nationalpark Vadehavet, Peter Saabye Simonsen, deler Niels G. Langerhuus’ begejstring:

– Vi utroligt glade for den modtagelse, vores nye partnerkoncept har fået af virksomhederne i Esbjerg. De mange indledende dialoger har givet os meget vigtig viden om, hvordan vi kan kombinere naturprojekter med lokal stolthed og ESG. Og så er vi naturligvis ovenud lykkelige for at kunne byde Hytor velkommen som den første partner til vores pilotår 2026. Vi kunne ikke lancere et helt nyt naturkoncept i dag, hvis det ikke var for Hytors ’nu gør vi det!’-tilgang.

Peter Saabye Simonsen ser frem til den fortsatte dialog med andre Esbjerg-virksomheder, som har vist deres interesse, og som forhåbentlig snart vil munde ud i flere erhvervspartnerskaber.

FAKTA

Konceptet med erhvervspartnerskab går ud på, at virksomheder kan gå sammen med Nationalpark Vadehavet om at skabe mere og bedre natur.

Det sker ved økonomisk støtte til helt konkrete projekter, som fx kan være:

•                    etablering af fiskebørnehaver

•                    udplantning af ålegræs

•                    opsætning af beskyttelseshegn til truede fuglearter

•                    etablering af vådområder til padder og vadefugle.

Der er tale om projekter, der både tæller direkte ind i virksomhedens grønne regnskab (ESG) og giver mulighed for, at deres medarbejdere selv kan deltage og gøre en indsats for naturen.

Visionen er at gøre naturen til en fælles stolthed og Nationalpark Vadehavet er med sine 1459 kvadratkilometer Danmarks største nationalpark, som blev indviet i 2010. I Danmarks officielle naturkanon fra 2018 er Vadehavet karakteriseret som ’Danmarks vigtigste bidrag til verdens natur’. Det er baggrunden for, at Vadehavet er optaget på UNESCO’s liste over verdensarv.