Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 19. august
En enkelt tordenbyge kan ikke ødelægge en god sommerfest, selv om bygen er nok så kraftig. Det beviste man på Dagmargården i Ribe, hvor der var arrangeret udendørs fest tirsdag middag med pølser til beboere og pårørende.
Netop som pølserne var ved at blive serveret og festen var godt igang, kom de første dråber regn, og festdeltagerne blev hurtigt samlet inden døre mens regnen for alvor tog til og væltede ned en lille times tid.
Men inde var stemningen høj med dejlig musik leveret af ”Den glade harmonika”, og som lederen af Dagmargården, Jonna Brix Andreasen fortæller, var der pølser til alle.
Anledningen til festen var egentlig ikke andet end den, at ledelse og personale syntes, at der oven i disse corona-tider skulle ske lidt muntert og festligt. Og sådan blev det trods regnen.











































































