Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 13. februar.
Hvad der var en rigtig hyggelig familietur på ski i de Østrigske alper endte med stor dramatik for Helle Klarskov og Emil W. Jørgensen samt deres børn og svigerbørn.
På ferien sidste dag og det, der skulle være sidste tur ned af løjperne, styrtede Emil W. Jørgensen så uheldigt, at de østrigske læger måtte operere ham efterfølgende for brud på fire ryghvirvler. Emil W. Jørgensen er nu hjemme igen og oppegående med stærke smerter 0g stadig sygemeldt fra jobbet som filialdirektør i Frøs Sparekasse.
Familien var på skiferie i Kaltenbach 40 kilometer fra Innsbruck.
– Vi skulle lige have den sidste tur, inden vi skulle hjem. Det blæste og sneede meget på toppen, og under turen ned ramte jeg et eller andet, så jeg styrtede forover med hovedet ned i sneen og landede på ryggen. Heldigvis kom der en østriger, der fik tilkaldt en såkaldt ”banan”, da helikopteren ikke kunne lande på toppen på grund af blæst.
– I ”bananen”, der er en båre efterspændt en snescooter, blev jeg kørt ned til en station, hvor helikopteren kunne lade, og herfra blev jeg fløjet til sygehuset i Innsbruck, hvor jeg måtte ligge fladt på ryggen fra fredag til tirsdag, inden lægerne kunne operere mig. Men allerede dagen efter fik jeg besked på, at jeg skulle op at gå, fortæller Emil W. Jørgensen fra sygelejet i hjemmet i Ribe.
Han har stor ros til overs for SOS International. – De tog straks over og ordnede det hele. Familien skulle hjem fredag, men SOS sørgede for, at Helle kom tilbage onsdag efter jeg var opereret om tirsdagen. Og hun blev på hospitalet indtil vi begge fløj hjem fredag. Hun i et rutefly og mig i et ambulancefly sammen med to svenskere, der skulle videre til Gøteborg. Jeg blev sat af i Billund og med ambulance kørt til sygehuset i Esbjerg. Det var i øvrigt også SOS’s læge, der anbefalede mig at blive opereret i Østrig.
I mere end 30 år har familien været på skiferie.
– Og der er aldrig sket noget alvorligt tidligere. På denne her ferie var jeg ikke faldet en eneste gang, før jeg styrtede den fredag.
– Har du aldrig slået dig før?
– Ikke sådan alvorligt. Et brækket kraveben og lignende, men ellers ikke.
– Men sådan er det, når uheldet er ude. Det her kunne jo være sket alle mulige steder. F.eks. hvis jeg var væltet på cykel, blevet kørt ned eller noget tredje, siger Emil W. Jørgensen.










































































