Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, tirsdag den 7. april
Hvornår og hvordan de fire afdelinger under Vadehavsskolen genåbner efter Corona-pausen, er denne tirsdag eftermiddag stadig uvis.
Skoleleder Anita Kallesøe siger selv, at det er et kedeligt svar, hun kan give på spørgsmålet om åbningen af skolerne, men det skyldes omstændighederne.
-Vi mangler mange informationer og svar på mange spørgsmål. Vi kender ikke de nøjagtige rammer for, hvordan vi skal åbne. Vi skal have informationer fra ministerie, styrelser og Kommunernes Landsforening, før vi kan lægge nogle planer.
– Vi arbejder i øjeblikket på at lægge nogle fælles retningslinjer for skolerne i Esbjerg, men der er endnu mange, ukendte faktorer. Hvor mange børn må der være sammen, hvordan skal rammerne være o.s.v. Og vi har personale, som er i risikogruppe. Dem kan vi ikke blot kalde ind, siger Anita Kallesøe og føjer til:
– Jeg ville gerne give nogle mere præcise svar, men jeg har dem ikke. Jeg vil ikke melde noget ud, som alligevel ikke bliver til noget, og som jeg skal ud og trække i land bagefter. Det skaber bare mere forvirring end gavn.
Anita Kallesøe håber, at der inden for kort tid kan komme mere konkrete svar.
– Vi melder ud, så snart vi ved noget, og der arbejdes hårdt på at finde løsninger.
Genåbningen af skolerne for de mindste elever fra 0. til 5. klasserne blev varslet af statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften. Åbningen bliver muligt den 15. april. Ikke mindst lærernes formand, Anders Bondo, har efterlyst de rammer, som åbningen skal foregå under.
Vadehavsskolen består som bekendt af Ansgar Skole og Vittenbergskolen i Ribe samt Gredstedbro Skole og skolen i Egebæk-Hviding.









































































