Foto & tekst Ole Bendix
12. oktober 2019.

Hvor stammer Halloween fra?

Nu står den på Halloween og mange tænker, sådan noget amerikansk pis. Men faktisk er det udvandrende irlændere, som tog traditionen med til USA, hvor den har fået sit nuværende udtryk med uhyggelige dragter, ansigter, lys i græskar osv.

Herhjemme har vi taget denne tradition til os og oplever at børn klæder sig ud og går rundt og skræmmer ved døre og vinduer for at få slik eller en mønt.

Her i landet ligner den lidt fastelavn, men adskiller sig ved alt det uhyggelige. Der er således langt fra min barndoms fastelavnssang med masker og kviste, hvor vi sang ”Boller op, boller ned, hvis vi ingen boller får, så laver vi ballade.

En ældgammel keltisk festival
Så vi snakker om en urgammel tradition som via irske imigranter til USA nu er kommet tilbage til Europa og her også til Danmark.

Traditionen stammer faktisk fra en keltisk festival. Den ældgamle festival, ved navn Samhain, blev afholdt for første gang for mere end 2000 år siden i Meath amt, Irland. Kelterne troede, at denne tid på året var et tegn på en overgang, hvor forhænget mellem denne verden og den næste blev løftet, og hvor alle ånder fra de afdøde i det foregående år rykkede videre til det næste liv. 

Fra Allehelgenssøndag til Halloween
Allehelgenssøndag er første søndag efter allehelgensdag og den søndag, hvor allehelgensdag markeres i folkekirkens gudstjeneste. På allehelgenssøndag tændes der typisk lys, og man fejrer troens forbilleder og mindes de døde. I nogle kirker oplæses navnene på de sognebørn, der er døde i løbet af året.

Ifølge folketroen er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løse for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på allehelgensdag.

Højtiden halloween, der har sit afsæt i de engelsksprogede lande, fejres efter traditionen den 31. oktober.

Som fod i hose
Der er altså en fin overensstemmelse mellem Allehelgens(søn)dag og den nye tradition med Halloween, selv om mange først lige skal vende sig til dette fænomen: – at skeletkostumer skal overtage (eller konkurrere om opmærksomhed med) en gammel kristen tradition, som allehelgensdag.

Man kan sige, at allehelgensdag var ved at gå i glemmebogen blandt ungdommen og her har de med Halloween fået et friskt pust til at genoptage en tradition i den mørke tid, vi går i møde – nu med både Halloween og allehelgenssøndag i kirken.

Er blevet et globalt fænomen
Halloween festivaler i New Orleans, Bangkok, Los Angeles, New York og Limoges (Frankrig), er blevet til must-see stops på den globale fest scene. Dem der leder efter mere skræmmende måder at fejre højtiden på, tager til historiske tilholdssteder i Salem, Massachusetts og Draculas hjemsted i Rumænien. Vovehalsende kan få et godt gys i en af de mere end 2.500 hjemsøgte tilholdssteder verdenen over, der er blevet til en to milliarders forretning.

Kilder
https://www.coca-cola.dk/stories/10-ting-du-sikkert-ikke-vidste-om-halloween

(https://da.wikipedia.org/wiki/Allehelgensaften)