Tekst: Johnny Tauman Dronefoto: Ove Detlevsen
13. januar 2024
– Vejdirektoratet er ikke bekendt med konkrete planer fra andre myndigheder, der ændrer på vandstandsforholdene omkring broen eller som vil være kritiske for broen, skriver kommunikationskonsulent Anne-Mette Nyhuus til RYK IND RIBE.
Af mailen fremgår, at Vejdirektoratet betragter renoveringen af den eksisterende bro, som hørende under almindelige drift og vedligeholdelsesarbejde, som er os pålagt som bygværksbestyrer og ejer af broen. Vejdirektoratet vil naturligvis orientere interessenter i det omfang, de bliver berørt af arbejderne.
Løsninger med Ribe Sejlklub
Mange bådejere har rettet henvendelse til RYK IND RIBE i frustration over, at interimsbroerne skal genetableres på et tidspunkt, hvor flere både ligger på land. Hertil siger Anne-Mette Nyhuus: – I forhold til de udfordringer sejlerne får pga. vores renoveringsprojekt, er vi pt. i dialog med Brian Clausen, formand for sejlklubben, for at få et overblik over antallet af både, der får problemer pga. vores arbejder. Hun peger på, at Vejdirektoratet forventer, at der kun er tale om få både og vil naturligvis indgå i løsningen af problemet i samarbejde med sejlklubben.
Projektchef kender ikke planer
Projektchef Inge Birkegaard Damsgaard, Større anlæg under Vejdirektoratet, svarer følgende på spørgsmålet, om Vejdirektoratet har samarbejdet med de instanser, som påtænker at hæve vandstanden i Ribe Vesterå af hensyn til dels Kultursvampen dels interessenter, som måske ikke længere vil kunne sejle under Ringbroen: – Vejdirektoratet har være i løbende kontakt med Esbjerg kommune og er informeret omkring arbejdet om udviklingsplaner for Skibbroen og det maritime Ribe. Vejdirektoratet er ikke bekendt med konkrete planer fra andre myndigheder eller organisationer, der ændrer på vandstandsforholdene omkring broen eller som vil være kritiske for broen.
Højere bro kræver ny start
På spørgsmålet om at bygge den nuværende bro højere, så en stigende vandstand i Ribe Vesterå ikke vil ændre mulighederne for sejlads, siger projektchefen: – Vejdirektoratet er ikke blevet bedt om at undersøge en løsning med at hæve broen, og det har således ikke været en del af opgaven med vedligehold af det eksisterende bygværk. Såfremt vi bliver bedt om det, vil det kræve nye detaljerede undersøgelser og skitser. Det vil være som at starte helt forfra, da det er en helt anden løsning end det der tidligere har været undersøgt.
Optimalt nu, men ikke grundet tunge transporter
RYK IND RIBE har også spurgt, hvorfor det haster med en renovering af Ringbroen. Her skriver kommunikationskonsulent Anne-Mette Nyhuus: – Det er optimalt at renovere broen nu, hvor der ligger en interimsvej, og det er muligt at genlåne militærets interimsbroer. På den måde udnytter vi bedst den investering, der har været gjort tidligere med forberedende arbejder ved anlæggelse af interimsvejen og etablering af brofundamenter. Begge har ligget klar siden 2019. Renoveringsprojektet blev besluttet og klargjort til udbud primo 2022, hvorefter det blev sat på pause. At projektet genoptages, er en naturlig følge af, at der ikke er fundet midler til en klapbroløsning (red. oplukkelig bro).
Hvad angår de tunge transporter, så er Rute 11 gennem Ribe ikke den primære rute for de store særtransporter såsom vindmølletransporter. Anne Mette forklarer: – Som regel kører de ekstra pladskrævende transporter uden for spidsbelastningstimerne, og oftest gives der kun tilladelse til at køre om natten.
Klart budskab fra Konferencen
Hvor blev kommunikationen om at hæve vandstanden af ? Konklusion fra deltagerne i konferencen om En udviklingsplan for Skibbroen og det maritime Ribe, kan da ikke være glemt!
Skibbroen er den gamle havnekaj fra 1400-tallet, som ligger ved Ribe å i den middelalderlige bykerne.
Og Vandstandshævning/-justering i Vesteråen er ikke sket siden 2004. I et moniteringsprogram for Ribe Bykerne fra 2021 fremgår, at vandstanden i Ribe Vesterå skal hæves 50 cm for at hæve grundvandstanden til gavn for Kultursvampen.
Behovet for en udviklingsplan
Udviklingsplanen skal undersøge muligheden for at:
- fremtidssikre turismeerhvervet i Ribe,
- sikre kultursvampen mod udtørring, så husene ikke påvirkes negativt,
- forbedre besejlingsforhold på Ribe Å,
- tage højde for bevaringsinteresser knyttet til flora og fauna,
- give plads til forskellige anvendelses muligheder på og omkring Skibsbroen,
- skabe et sikkert plan- og investeringsgrundlag for Esbjerg Kommunes indsatser i Ribe