Tekst & foto: Annette Brøchner Lindgaard
D. 13. marts 2022

Hvis man ikke vil gå ind og påvirke tingene, så tænker jeg, at man skulle tage og lave noget andet!

I december 2021 satte vi os for at lave en interviewrække med alle de nyvalgte udvalgsformænd i Esbjerg Kommune for at lære dem lidt bedre at kende og for at finde ud af, hvad de egentlig har af holdninger til de områder, de er sat i spidsen for.
Afslutningsvis gives ordet til Det Konservative Folkepartis May-Britt Andrea Andersen, som efter fire år som formand for Kultur & Fritidsudvalget nu har skifte område og er blevet formand for Sundhed & Omsorg. May-Britt Andrea får, for sin tålmodighed i forhold til at være sidst på banen, lidt mere spalteplads, delt op i to dele.

Vi lægger ud med spørgsmålet, om det er lykkedes at skabe sammenhæng og helhed i den store kommune her 15 år efter kommunesammenlægningen i 2007.

Rykind: Er de tidligere kommunegrænser ved at være væk?

May-Britt Andrea: Indimellem dukker de op. Det er mest når borgerne føler sig trådt på eller der er noget, der kommer bag på dem. Så kommer ”dem og os” diskussion frem. Men i daglig dagen synes jeg ikke, jeg mærker det. Det er kommunens og byrådets ansvar, at det ikke sker. Jeg er som politiker meget optaget af, at vi møder borgerne i øjenhøjde og at vi politikere er klar til at stille op. Også selv om det er svære dialoger, vi skal tage.
Man skal da være ualmindelig tonedøv som embedsmand, hvis man ikke har forstået at politikerne ønsker borgerinddragelse. Men vi kan bare konstatere at på nogle områder, er vi endnu ikke helt i mål. Det er en proces, som man skal have øje og øre for hele tiden. Man skal være vågen som politiker, for det kommer ikke af sig selv.

Rykind: Har vi den rigtige struktur for borgerinddragelse?

MAA: Som politiker er jeg interesseret i at være i øjenhøjde med borgerne og det bør embedsværket også være. Det er svært at svare på om det er strukturen eller kulturen. Jeg ved bare, at vi har arbejdet rigtig meget med i sidste periode og det arbejde skulle jo gerne fortsætte og blive optimalt på et tidspunkt. Når en borger henvender sig til en politiker med en konkret personsag, så er det jo ofte fordi de kommer til kort andre steder.

Rykind: Mangler vi et sted her i Ribe – en indgang som en invitation til borgerne?

MAA: Overordnet set er det altid godt at kommunen er tæt på borgerne. Om det er forvaltningsmæssigt, politisk eller en kombination, der er den bedste løsning, det kan være svært at sige, men jeg tror, det er vigtigt, at vi som politikere tilbyder borgerne dialog.
Vi har talt meget om i det konservative bagland, om vi skulle lave sådan nogle åbne ”kom- og mød- byrådspolitikerne”. Det kunne man jo godt udvide med flere partier. Vi får jo mange henvendelser. Er der nogen, der har nogle input, som kunne være spændende at arbejde videre med? Er de nogen som mangler svar på et eller andet? Så det kunne gå begge veje. Også med ting, som måske er problematiske. Jeg kunne godt se det som en lidt løs størrelse, hvor man kunne lufte det, man har på hjerte. Jeg tror, det er vigtigt at man lytter til det positive, men jeg tror også, det er vigtigt, at vi tager kritikken med.

Er kommunen dygtig nok til at sikre borgerinddragelsen? Er den klar nok på sine egne virkemidler i forhold til at kommunikere inddragende?

MAA: Jeg tror det lykkes i en del tilfælde, men der er også eksempler på det modsatte.
Det er vigtigt at få borgerne med, men det er også vigtigt at få politikerne med i det samarbejde, der sker omkring enten en politik eller et udviklingsprojekt. For det er også nogle gange et problem, at når forvaltningen så får lavet en rigtig god inddragende proces med borgerne, interesseorganisationerne eller interessenter i det hele taget, og så glemmer at få politikerne med i processen. Og i virkeligheden så er det bedste jo at man har alle tre parter sammen, så vi kan gøre hinanden gode. Det er det politiske niveau, der skal træffe beslutningerne, embedsværket, der skal stå for den faglige del og borgerne, der har de gode ideer. Det er der tingene bliver gode og det er vi nok ikke verdensmestre i. Som jeg ser det skal alle have ejerskab, både borgere, embedsfolk og politikere. Ellers rykker det for mig at se ikke ret meget.

Der skete tidligere det, at når tingene blev fremlagt for politikerne, så var de færdigbearbejdede. Jeg har i hvert fald hele tiden haft den indstilling at politikerne skal med noget før. Det er ikke bare en postgang for sent, det er mange postgange for sent, når man får præsenteret en endelig politik.  Man er jo politiker fordi man er valgt på sine holdninger. Og hvis man ikke vil gå ind og påvirke tingene og hvis man ikke har en mening om tingene, så tænker jeg, at man skulle tage og lave noget andet. Man er jo valgt fordi der er nogen, der har sat sit kryds ved en og det har jeg enormt stor respekt og ydmyghed over for.

Rykind: Trænger spørgsmålet om borgerinddragelse f.eks. Lokalrådsstrukturen ikke til at Økonomiudvalget kigger på det?

MAA: Jo, det gør. En af de udfordringer, som jeg har set som medlem af Økonomiudvalget, det er, at vi har rigtig meget rugbrødsarbejde og sjældent tid til at komme op på det strategiske niveau.
Specielt da jeg i forrige periode sad som eneste konservative i byrådet, kunne jeg godt, når jeg sad til Økonomiudvalgsmøder, tænke at hold da op, hvor får vi mange sager fra fagudvalgene. De er jo afgjort, så den der snak om det store magtfulde Økonomiudvalg, den er lidt skæv. Økonomiudvalget her en vigtig opgave og i den opgave ligger også at vi kerer os om vores lokalråd og tager deres betragtninger seriøst. Der er lokalråd, der dækker utroligt store områder rent geografisk i dag, så det kan da godt være, man skulle evaluere, om vi har den rette struktur.

Til gengæld synes jeg, at vi i Sundhed & Omsorgsudvalget allerede har haft nogle politiske drøftelser – senest i forhold til en sektorplan for området.

Læs mere om May-Britt Andreas tanker om arbejdet som formand for Sundhed- & omsorgsudvalget i anden del af interviewet.

May-Britt Andrea Andersen