Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, onsdag den 19. november 2025
Hviding IF var også indstillet til at modtage årets integrationspris i Esbjerg Kommune, men det blev Compass Group, som skaber muligheder på arbejdsmarkedet for borgere med minoritetsbaggrund, og Ali Macow, som gennem sit arbejde i Den Somaliske Forening er en samlende kraft i lokalsamfundet, der vandt Esbjerg Kommunes Integrationspris 2025 som en delt pris.
Hele 24 personer, virksomheder og foreninger var i år indstillet til Esbjerg Kommunes Integrationspris for deres arbejde med integration i lokalområdet. Det var derfor en svær opgave, da en vinder skulle udpeges. Særligt to skilte sig ud: Compass Group og Ali Macow fra Den Somaliske Forening i Esbjerg.
Med et stort socialt engagement og et tæt samarbejde med Jobcenter Esbjerg har virksomheden Compass Group i flere år arbejdet målrettet med borgere med minoritetsbaggrund i deres vej mod beskæftigelse. Gennem virksomhedsrettede forløb og ansættelser, når det er muligt, får borgerne den erfaring og de relationer, der skal til for at opnå varig beskæftigelse. De afslutter forløbet med stærkere kompetencer, mere selvtillid og reelle jobmuligheder.
Som formand for Den Somaliske Forening i Esbjerg er Ali Macow en samlende kraft i lokalsamfundet. Han arbejder for integration og for at skabe sammenhold, forståelse og fællesskab mellem byens borgere på tværs af kulturer. Han hjælper nye borgere med at forstå det danske system og regler og deltager aktivt i foreningens arbejde med børn og unge. Mange beskriver ham som et forbillede, en stor hjælp og en person, der altid stiller op for andre.
Derfor var Forum for Integration og Beskæftigelse ikke i tvivl om, at årets Integrationspris skulle gå til dem som en delt pris:
– Rigtigt mange personer, virksomheder og foreninger i vores kommune gør en forskel for at hjælpe integrationen på vej, og det vil vi med Integrationsprisen gerne anerkende. Med så mange stærke kandidater til årets pris har det været svært at vælge en vinder. Compass Group og Ali Macow har på hver deres måde udmærket sig så markant, at de begge fortjener årets hæder. Derfor har vi i år valgt at uddele Esbjerg Kommunes Integrationspris 2025 som en delt pris, forklarer formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget og Forum for Integration og Beskæftigelse i Esbjerg Kommune, Jakob Lykke.
Med prisen følger også en præmie på 5.000 kr. til hver vinder.
Overrækkelsen af Integrationsprisen fandt sted i en fyldt sal i Folkehuset Kvaglund. Her var der også spændende oplæg på programmet, hvor temaet var fællesskab, beskæftigelse og netværk.
International Mandeklub fortalte om, hvordan de inddrager nye borgere og skaber fællesskab på tværs. Female Connection gav et indblik i, hvordan de gennem deres arbejde skaber nye netværk og gør en reel forskel for kvindernes og dermed også familiernes trivsel. Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe fortalte om, hvordan de som frivillige arbejder tæt på de borgere, der starter deres nye liv her. Og Compass Group delte deres erfaringer med, hvordan en målrettet indsats og en praktisk tilgang kan skabe bæredygtige arbejdsmuligheder for borgere med minoritetsbaggrund.
Fakta om Integrationsprisen
Forum for Integration og Beskæftigelse uddeler hvert år Integrationsprisen i Esbjerg Kommune for at anerkende personer, virksomheder eller foreninger, der har gjort en særlig indsats for integration.
Det er borgerne, der indstiller kandidaterne til prisen. I år var følgende indstillet:
Ali Macow, Bakkeskolen, Bluesette Cafe, Carsten Hille Rasmussen, Charlotte Kaarsberg og Mosaikken, Compass Group, Danmarksgades Skole og SFO, Esbjerg International Mandeklub, Esbjerg Spillene, Familienetværk Esbjerg, Folkehuset Kvaglund, Foreningen Bydelsmødre i Esbjerg, Game Street Mekka, Ghada fra klub Ringgården, Grethe Nielsen, ildsjæl, Hverdagsrådgivningen DRC Dansk Flygtningehjælp, Hviding IF, Katarzyna Grzegorczyk Simmelsgaard, Clarisa Diaconu og Artūras Kulšinskas, Kulturmødet, Kylling & Co, Lena Chrestensen, Esbjerg Sharks Floorball Club, Mads Engelund Larsen, Nour El Houda Atout og Samar Mohamad











































































