Tekst & Foto Johnny Tauman
9. november 2019
Artikel IV
Vi fortsætter her med flere af malermester Christian Brogaard´s fortællinger / anekdoter – udgivet i samarbejde med Sparekassen Sydjylland i et hæfte med fortællinger fra januar 1988.
God fornøjelse!
Møller Hübschmann var en fornøjelig mand, og alle de kunder, der kom til møllen, skulle ind på Postgården og ha en kaffepunch. Det kunne i dagens løb blive til mange for møllerens vedkommende, men han havde været så snild at lade lave et glas med et lille hul i. Det var en god forretning for værten, mølleren betalte altid for en hel. Engang mølleren havde været til mandegilde og først kom hjem kl. 5 om morgenen, sagde hans kone: “Det er da en sær tid du kommer hjem på Peter”. “Det synes a fanden pineme osse, men alle de andre gik, så kunne man jo ikke være bekendt at blive længere”. Så var hun sat til vægs.
Vis a vis domkirken ser man dagvognen med de 4 heste forspændt, som kørte mellem Ribe og Haderslev. Kusken var Jes Møller, der senere blev ejer af hotel Riberhus. Han bandede som bare pokker, og man siger, at modpoler bedst kan lide hinanden, det er sikkert rigtig, for alle hans gæster kom fra den akademiske verden, det være sig dommer, herredsfoged, politimester, amtslæge, apoteker, lektorer og adjunkter, hvor de på hotellet spillede l’hombre, røg havannesere, drak rom og rødvinstoddyer.
En dag ville en fuld slagtersvend ind på hotellet. Møller stoppede ham, og sagde, han skulle skrubbe af. Pludselig kom kokkepigen farende op fra køkkenet med en ildklemme i hånden og sagde, at Møller ikke skulle smide hendes kæreste ud, hvorefter hun slog Møller oven i hovedet med ildklemmen så øret flækkede, og han måtte til læge og få det syet fast. Kokkepigen blev ikke fyret, sådan en bagatel tog Møller ikke særlig højtidelig, han var jo selv en hård hund. Kokkepigen og slagteren var Andreasens fra Fiskergade 3.
Som malerlærling arbejdede jeg på hotellet. Møller sagde til mig: “I eftermiddag knægt, går du ned i køkkenet til pigerne kl. 3, hvor de skal gi dig al den kaffe, du kan bælle i dig, og alle de konditorkager og wienerbrød du kan proppe i dig. Laver pigerne vrøvl, så kom op til mig, så skal jeg nok ordne dem. Det kan du bande på”. En ung mand sad en dag på hotellet. Møller vimsede rundt, pludselig fløj det ud af munden på ham, “hvad fanden er du for en karl?” “Jeg er cand.teol.” svarede den unge mand, “hvad er det, det har jeg sgu aldrig hørt for” sagde Møller. “Jeg kan blive præst”, “ka du blive præst, hvor længe har du studeret til det? “5½ år”. “Gud fader bevare mig”, sagde Møller, “sådan en eksamen ville jeg ku ta på 2 år”. Et par timer senere spurgte cand.teolen, om hotellets ur passede, Møller svarede “hva fanden, tror du vi har en klok til, der er jo ikke noget ved en klok, der ikke passer”.
I Bredslippe boede Apitz, og under stormfloden steg vandet til bordhøjde, og der sad Apitz med benene i vand og brændevinsflasken i hånden syngende “Vift stolt på Codans bølge”, imens var jordemoderen oppe under taget, hvor konen skulle føde. Det blev en dreng. Apitz ønskede, han skulle hede Storm – flod – Apitz. Det kunne præsten ikke godtage. Apitz syntes, at Storm og Flod var pæne navne, det måtte præsten erkende, og til slut enedes man om, at drengen burde have et fornavn, og det blev Hermann. Men drengen blev aldrig kaldt andet end Stormflod.
Til slut vil jeg foreslå, at Sct. Nicolajgade omdøbes til Via dollorosa, det er latin og betyder smertens vej til Golgatha, idet man altid skal ud på posthuset med penge.
Det var så sidste del af Brogaards fortællinger!