Tekst og foto: René Jørgensen
27. september 2018.

Hvad sker der? INTET, vi bliver ikke hørt.

Så barskt konkluderer de to initiativtagere til forsøget på at få et medborgerhus/aktivitetshus i Ribe i en henvendelse til de lokale politikere fra Ribe.

– Vi havde Bispegades Skole, men blev tvangsforflyttet med løfter om forbedringer, men det er ikke sket. Nu kan vi frygte, hvad der sker med SeminarieHuset. Bliver vi også smidt ud derfra, så tillykke med at ødelægge al frivillig arbejde og mulighed for socialt samvær i Ribe, skriver Herdis Skjødt og Bente Jensen i en mail til de lokale politikere.

– Vågn op politikere fra Ribe. Vi mangler et sted, der er vores, til forskellige aktiviteter. Vi har ventet i mange år.  I kan ikke bare skøjte hen over borgernes ønsker. Vi ønsker en forklaring på, hvorfor Esbjerg og Bramming har et tilsvarende hus, mens Ribes borgere bliver overset. Nu må vi stå sammen, står der i mailen, som er sendt til politikerne, direktør Jørn Henriksen samt hele den lokale presse og TV SYD.

Til RYK IND giver de to initiativtager udtryk for, at de mangler en politisk tilkendegivelse på deres forespørgsel. Kun meget få har meldt deres holdning til et medborgerhus/aktivitetshus ud, og skal det blive til noget, er det vel også en politisk beslutning og ikke en forvaltningsafgørelse. Der er jo trods alt tale om et forholdsvis stort antal brugere, der repræsenterer ca. 50 foreninger – det samme antal som tidligere var på Bispegades skole.

– 1350 underskrifter synes vi er meget, når der er godt 8300 indbyggere i Ribe eksklusiv børnene. Det er trods alt en del, udtaler Bente Jensen til RYK IND.