Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen & Johnny Tauman
23. februar 2023
Endnu engang har GOG Håndbolds supportgruppe – “Det gule hjørne” – været med til at bære det lokale hold frem til en sejr – pokalvinder i Santander Cup 2023. De er ikke bare få, som sidder spredt rundt i hallerne, men kommer gerne til kampe med mange, mange tilskuere. Til de helt store kampe indtager “Det gule hjørne” mere end 1200 siddepladser – og dertil kommer ungdomsspillere, som hopper konstant i 2×30 minutter heppende på sine helte.
RYK IND RIBE talte med flere GOG-tilskuere, som efterspurgte, hvor Ribe-Esbjerg HH var placeret i Boxen!
GOG Håndbold
Ungdom
Voksne
De voksne fans er også aktive i løbet af kampen – og kan lægge pres på såvel modstandere som dommere. Ved hver scoring rejser flere hundrede iklædt gule trøjer sig op – og bliver gerne stående med klapsalver, såfremt der har været en spektakulær scoring.
Skjern Håndbold
I Finalekampen kom Skjern Håndbold hurtigt bagud – og derfor havde de grønne det svært, men gjorde da sit til at opildne sit vestjyske mandskab. Skjern Håndbold Support er navnet på den nye fangruppe, som har efterfulgt Skjern Ultras. Til RYK IND RIBE fortæller kontoret i SH, at “de unge er blevet ældre”, så der var behov for en anden konstruktion.
I dag er Skjern Håndbold Support kendt i hele håndboldverdenen – indland som udland. Det sker ikke mindst grundet en stærk digitalisering og brug af forskellige medier/platforme.
Ribe-Esbjerg HH
Ribe-Esbjerg HH havde en fanbus til Santander Cup i Boxen i Herning både lørdag og søndag. En række var iklædt den blå spilletrøje, men mange var også i civil påklædning. Det betyder, at det kan være svært at finde de fans fra Blue Vikings, som støtter Ribe-Esbjerg HH. Måske skal der større fokus på at købe billetter samlet, så man derved samlet kan løfte støtten til spillerne. Og hvad med trommer?
Ribe-Esbjerg HH har ved et arrangement, hvor kampen blev flyttet fra Ribe Fritidscenter til Blue Water DOKKEN, vist, at man sagtens kan samle ungdomsspillere til en BLÅ mur – og at spillere, gerne lader sig udsmykke med ansigtsmaling etc. Men det skal sættes i klare rammer – og vil da koste en smule. Kan økonomien findes? Spillertrøjer, som fans bærer, holder jo længere end alle de riv, og harpiksklatter, som spillerne anvender.
I hvert fald var der i Boxen Blå REHH trøjer med navne som Holm, Zvizei, Nyberg..
Fra BLÅ MUR i DOKKEN
Edith Marie holdt sig ikke tilbage, da hun fik mulighed for at få ansigtet smykket til ligakampen mellem Ribe-Esbjerg HH og KIF Kolding. Omkring 80 ungdomsspillere og trænere fra Ribe HK havde taget turen med dobbeltdækkerbus til DOKKEN. Arrangementet, der var et samarbejde mellem REHH, RHK og Frøs Sparekasse Ribe, blev gennemført som planlagt – med sandwich, sodavand, blå trøjer og et besøg af ligaspillerne Emil Grønbech og William Aar.
Det var den positive oplevelse i november – men spørgsmålet er: kan den gentages oftere eller måske blive en tradition?
Fan skriver om Final4 og Fanklubben
Tove Falby Erichsen deler sin oplevelse om at følge Ribe-Esbjerg HH.
Jeg indmeldte mig for et par uger siden i fanklubben. Har tidligere tænkt på det flere gange, men ….
Dejligt at jeg fik det gjort.
Klubben har en rigtig flot app, hvor der ligger mange brugbare informationer.
Jeg fik også løbende opdateringer med hensyn til bussen. Synd, at ikke flere brugte den mulighed.
Jeg kørte med fanbussen begge dage fra Ribe Fritidscenter. Bussen kørte derfra til Esbjerg for at samle flere deltagere op. En stor flot bus med en dygtig chauffør (een af klubbens mange frivillige).
I bussen blev vi beværtet med mange dejlige ting: vin, øl, sodavand, Chips, peaunuts og lækker slik. Fantastisk med så gode sponsorer.
Stemningen i bussen var rigtig god. Der var en blanding af frivillige og så os, der deltager som tilskuere i specielt hjemmekampene og har sæsonkort.
Formanden for fanklubben Kim havde lavet en quiz, hvor vi kunne gætte på en eller flere spillere, hvilket antal mål vi troede de skød. Prisen var 10 kroner for hver spiller, vi spillede på. Gevinsten var et fantørklæde.
Ankomsttidspunktet til Herning passede, så vi kunne nå lidt spiseligt, inden kampene startede.
Final4var en rigtig god oplevelse trods de 2 tabte kampe for vores vedkommende.
Der var faktisk rigtig mange REHH tilhængere, der selv var kørt dertil. Mange flere end jeg havde forventet.
Udvalget af mad var meget større i hallen i Herning, end det var i Malmø under det nyligt afsluttede VM.
Og så er det så dejligt at se, hvor gode håndboldfans er til at hygge sig med hinanden – ingen ballade af nogen art.
Håber der i fremtiden vil være endnu flere, der indmelder sig i fanklubben, så vi i flok sammen får mange flere gode håndboldoplevelser.