Tekst & Foto Johnny Tauman
19. december 2018
Hvor højt er Borgertårnet i Ribe Domkirke? Det burde være ganske simpelt, men det svinger mellem 50 m og 53 m, alt efter hvor du får din viden fra. Men et står fast: julestjernen lyser fra toppen.
WikipediA skriver: Borgertårnet er i dag Ribes største turistattraktion, hvor tusindvis af mennesker i løbet af året går de 248 trin op til toppen…
I 1594 styrtede en del af tårnet ned, hvilket betød, at tårnet blev ti meter lavere, så det i dag er 50 meter højt.
VisitRibe skriver, at Ribe Domkirkes Borgertårn er et 52 m højt fæstningstårn sammenbygget med Ribe Domkirke. Opført omkring 1300.
Tårnets flade top laves, da spiret styrter ned i 1594.
Ribe Domkirkes bygningskyndige arkitekt Jørgen Overby skriver i en opdatering af 12. september bla, at Borgertårnets dæk / udsigtsplatform skal fornys (er netop sket).
Toppen af Borgertårnet er Ribes højeste punkt. Ribe Domkirkes Borgertårn er ca. 50 m højt.
Hjemmesiden Ribe 1300 skriver om Borgertårnet. Julemorgen 1283 styrtede store dele af Borgertårnet sammen. Da man på dette tidspunkt ikke havde så mange penge, valgte man at se bort fra tårnets oprindelige udformning og lavede det 12 meter kortere og med fladt tag. Det 52 meter høje tårn kunne nu blandt andet bruges som vægtertårn og forsvarstårn.
Endelig skriver Peters Jul i forordet: ”Jeg glæder mig i denne tid,,,” Oplev også den smukt belyste, fem-skibede Ribe Domkirke med det 53 meter høje borgertårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen og Nationalpark Vadehavet
Hvor mange pærer til en stjerne?
I julemåneden stråler en stjerne på Borgertårnet – sådan har det altid været. I hvert fald så længe RYK IND RIBEs skribent husker tilbage. Og stjernen – en ledestjerne – hører bare til placeret højt over byen, der på bedste vis udvikler ”Peters Jul” år for år.
Men har du tænkt over, hvor mange elektriske pærer, der anvendes i julestjernen? 50, 60, 70…?
Tallet er faktiske endnu højere: 102 pærer.