Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 16. april

En anderledes og meget, meget spændende forretning med skyldig hensyntagen til bygningens historie og DNA, samt med et stænk af en engelsk forretning fra tidligere tider og så det moderne og kundevenlige. Det er det, de mange kunder får, når Keld Vestergaard åbner sin nye forretning i Ribe Jernstøberis gamle hovedbygning ud mod Saltgade.

Hvornår det sker, ligger lidt hen i det uvisse. Som Keld Vestergaard siger, afhænger det meget af en bestemt Mette Frederiksen. Han håber på, at statsministeren kommer med en yderligere opblødning af corona-situationen i løbet af kort tid, så det kan blive muligt at åbne forretningen først eller midt i maj.

Men mens Mette Frederiksen overvejer de politiske skridt, arbejder håndværkerne anført af Keld Vestergaard og den tidligere Ribe-pige, designeren Bodil Forsberg, Århus, ufortrødent videre med at omskabe den gamle administrations- og fabriksbygning til en forretning, der vil give kunderne en anderledes og bedre indkøbsoplevelse.

Dygtig håndværker

Og det er ikke forkert at sige, at Keld Vestergaard selv går i spidsen. Normalt er han velklædt, men i disse tider er han i bogstaveligste forstand trukket i arbejdstøjet, for han er ud over at være en dygtig forretningsmand også en dygtig håndværker, der laver en masse arbejde selv i den nye forretning.

Og tilbage til den.

Når man kommer ind af hoveddøren, danner forretningen et omvendt stort T. I benet til venstre flytter Mr. ind, ligesom Mr. får det lange ben i T’et. Frøken rykker ind i benet til højre for indgangsdøren.

Lejligheder

Den gamle receptionsskranke fra støberiets tid vil blive anvendt som disk både i Mr. og Frøken, og det betyder, at personalet i to butikker lettere kan hjælpe hinanden i travle perioder og i øvrigt vil komme til at arbejde tættere sammen.

Og sådan er der rigtig meget bevaret fra den gamle bygning. Det gælder også trappen til 1. sal, hvor der indrettes en konfektionsafdeling under Mr., og hvor der i øvrigt på et senere tidspunkt bliver to store lejligheder på henholdsvis 150 og 145 kvadratmeter. Også Frk. Obbekers gamle lejlighed bliver moderniseret og sat i stand til udleje, og her som over alt i den gamle bygning sker moderniseringen med stor hensyntagen til det gamle hus og dets DNA.

Samarbejde

Keld Vestergaard står sammen med Bodil Forsberg for indretningen og designet af lokalerne, og det er femte gang, de to arbejder sammen – og arbejder godt sammen – om en sådan opgave.

– Keld kontaktede mig sidste år og nævnte noget om støberiet, vi mødtes i december, og nu er vi godt i gang, fortæller Bodil Forsberg, der mener, at Keld er praktikeren og ser på kundernes behov og økonomien.

– Og Bodil er den, der går ned i detaljen og sørger for helheden, og at det hele hænger sammen og bliver som ønsket, føjer Keld til.

Udfordringer

De to lægger ikke skjul på, at det at skulle bevare så meget af bygningens DNA og historie som muligt, stiller nogle store krav og giver mange overraskelser og udfordringer samt sjove historier ind i mellem. Bygningen rummer efter det fortalte både Danmarks ældste linoleums- og korkgulv.

– Vi har også et gulv i svensk marmor, som ikke fortsætter ind i et andet rum, vi skal bruge. Det ville koste spidsen af en jetjager at lægge svensk marmor i det andet rum også, så her måtte vi finde en løsning. Og sådan er det mange steder.

– At indrette sådan nogle lokaler er et had-kærlighedsforhold, og jeg føler, det er mit barn, det her. Jeg siger hele tiden vi, når vi taler om, hvis det er, men det er altså Kelds, forsikrer Bodil Forsberg.

Måtte ikke se ud

En del af lokalet har tidligere været anvendt til kombination af direktionsgang og produktion. I hele den ene væg er de gamle jernvinduer bevaret, og i de fleste af dem, er de nederste ruder matterede, mens det ikke er tilfældet i nogle få op mod selve hovedbygningen.

– Det skyldtes, at vinduerne vendte ud mod frk. Obbekjers have, og i produktionen måtte man ikke kunne se ud på frk. Obbekjer, men det måtte man godt på direktionsgangen, forklarer Keld Vestergaard.

Også en stor støbejernskakkelovn søges bevaret i bygningen.

– Det er Sydvestjyske Museers ejendom, men jeg håber, vi kan få lov at lade den stå. Den passer lige ind i bygningen som velkomst til vores kunder, og den kan ikke få en bedre placering end her, siger Keld Vestergaard.

Der skal fornyelse til

Om årsagen til, at han har valgt ikke at lave en almindelig standardforretning, siger Kjeld Vestergaard selv:

– Detailhandlen er virkelig presset, og der skal noget skævt og anderledes til, hvis vi skal bevare handlen. Vi skal give kunderne god betjening, service og en god oplevelse. Vi må ikke gro fast, og der er rigtig mange forretninger, der godt kunne trænge til lidt fornyelse både af hensyn til kunderne, men også af hensyn til personalet.

Fakta

Den nye forretning bliver sammenlagt på 650 kvadratmeter. Frøken går fra 130 kvadratmeter i de nuværende lokaler til 200 kvadratmeter i de nye. Mr. går fra 305 til 450 kvadratmeter. Bag forretningen bliver der parkeringsplads med direkte adgang til butikkerne.

Frk Obbekjærs lejlighed med tilhørende have gøres klar til udlejning hurtigst muligt. De to store lejligheder på 1. sal bliver sat i stand senere.

Rækken af gamle metalvinduer er bevaret

I lokalet i baggrunden, “fabrikken” får Mr. en afdeling

Et gammelt pengeskab fra M.H.Jæger i Århus er delvist bevaret. Det tog en uge at fjerne den overflødige del, der var jernarmeret. Jæger var en ven af familien Obbekjer og leverede derfor også pengeskabet. Det rummede i sin tid hele fabrikkens omsætning, da løn blev udbetalt i små poser til medarbejderne.

Disse buer blev skabt af arkitekt Niels Pindborg, da en væg skulle åbnes for at give plads til Frøken på begge sider muren.