Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 23. august

Ribe vil komme til at syde af ungdom i denne weekend. Når fredag aften stunder til, vil 90 håndboldhold med langt over 1000 spillere indtage Ribe for at deltage i Ribe HKs’ store elitestævne.

Holdene kommer primært fra hele Danmark, men der er også fem tyske klubber med, og de sender sammenlagt otte hold til stævnet.

De mange håndboldkampe afvikles fredag med start om aftenen, samt lørdag og med finaler søndag. Der skal afvikles flere hundrede kampe, og for at få det gjort, blive der spillet bold i Ribe Fritidscenter, Kongeåhallen, Kultur- og fritidscentret i Egebæk Hviding samt i Gram og Rødding. Finalekampene afvikles i Ribe Fritidscenter søndag.

De mange spillere, der kommer udenbys fra, indkvarteres på Ansgarskolen, Vittenbergskolen samt i Seminariehuset.

90 hold er det maksimale, der kan være, fortæller Jesper Holstener Larsen, der er en af tovholderne på stævnet.

– Vi har to flaskehalse. Dels er det overnatningsmulighederne, og dels er det dommerne. De spillere, der kommer, hører til de bedste indenfor deres rækker og spiller i ungdommens første divisioner. Når det er så dygtige spillere, kræver det også, at det er dygtige dommere, og vi har hentet dommere fra et meget stort område, fortæller Jesper Holstener Larsen.

Du kan læse mere om stævnet på Ribe HKs hjemmeside www.ribehk.dk