Tekst: René Jørgensen foto: privat
23. Januar 2026.
Hun skulle ikke alene herfra – hjemmeplejen gav hende den afsked, hun fortjente
Da en ældre kvinde i slutningen af 80’erne gik bort i midten af januar, sluttede et stille liv i Ribe. Hun boede alene, havde ingen familie og ingen pårørende tilbage. Men hun blev ikke sendt alene herfra.
I mange år havde hjemmeplejen i Ribe været en fast del af hendes hverdag. Med tiden var hjælpen blevet mere omfattende, men relationen var altid præget af nærhed, respekt og omsorg. Derfor var det heller ikke et spørgsmål, om hun skulle have en værdig afsked – men hvordan.
Da hun døde en mandag aften omkring klokken 19.30, mens to medarbejdere tilfældigvis var i hjemmet, satte kollegerne sig sammen. De vidste, at kommunen formelt stod for bisættelsen, men de var enige om én ting: Hun fortjente mere end det mest nødvendige fortæller Pauline Veltman.
En sidste vilje var tydelig. Hun ønskede at blive i sit hjem så længe som muligt – og det ønske blev opfyldt. I dagene op til havde hun været stille, spist og drukket meget lidt. Det var, som om hun selv var klar.
Onsdag den 21. januar blev hun bisat fra Hviding Kirke ved Ribe. I den hvide kiste, pyntet med blomster, lå en kvinde, der havde lukket øjnene for sidste gang. Hun havde ingen familie – men kirken var ikke tom.
På kirkebænkene sad ni medarbejdere fra hjemmeplejen. Mennesker, som kendte hendes historie, hendes blik og hendes fortællinger.
Salmen “Nu titte til hinanden” fyldte rummet, og i fællesskab gav de hende det sidste farvel.
Hun havde været en kvinde med et levet liv. Uddannet sygeplejerske, men med drømme der ikke alle var gået i opfyldelse. Hun havde aldrig fået børn, aldrig fundet den store kærlighed, og sygdom havde fyldt meget. Alligevel gjorde hun indtryk – med sin personlighed og sit nærvær.
Medarbejderne tog aktiv del i planlægningen af bisættelsen. Hun skulle begraves fra den lokale kirke, som hun ønskede. Og fordi hun havde røget hele sit liv, blev der lagt en pakke cigaretter i kisten.
Hendes kat lå på sengen, da hun blev lagt i kisten. Senere blev det arrangeret, at Kattens Værn tog sig af den.
Normalt deltager hjemmeplejen ikke i borgeres bisættelser. Men denne gang var det anderledes. Ingen af dem kunne bære tanken om, at hun skulle herfra uden nogen ved sin side.
Der blev byttet vagter, spurgt rundt – og de, der kunne, mødte op.
En lille detalje førte til endnu et menneske i kirken. I december var der blevet afleveret en kurv med småkager og en hilsen ved kvindens dør. Gennem lidt detektivarbejde blev afsenderen fundet og kontaktet. Hun kom – lettet og taknemmelig over at være blevet orienteret.
Ud over hjemmeplejen deltog også tidligere naboer og en pensioneret kvinde, som tidligere havde hjulpet hende. Flere liv havde krydset hinanden omkring én kvinde, som ellers levede stille og tilbagetrukket.
Tilbage står medarbejderne med en følelse af sammenhold og ro.
De gjorde det, de kunne. Og lidt mere.
Alt for ofte hører vi historier om tidspres, manglende hænder og svære vilkår i hjemmeplejen. Men midt i travlheden findes også de stille, smukke fortællinger – om omsorg, menneskelighed og om ikke at lade nogen tage alene herfra.
Denne er én af dem.
Pauline Veltman og kollegaerne blev kontaktet af fagbladet FOA om historien, efter Pauline havde skrevet en kommentar på Facebook til en præst om tomme pladser i kirken, når der ikke var pårørende til en begravelse.
Kilde: Fagbladet FOA artiklen om Hjemmepleje tog med til bisættelse – Hun skulle ikke alene herfra
